"Lucie" af Anne-Marie Vedsø Olesen

Kvinden Lucie har en ustyrlig hunger efter levende menneskekød, og sådan indleder vi mødet med hovedpersonen Lucie i starten af denne vildt spændingsfyldte fantasyroman af Anne-Marie Vedsø Olesen.
”Temperaturen begyndte at falde. Jeg fornemmede sommerfugten på græsset. Det sendte en strøm af erindringsglimt gennem mig. Vandet. Fjorden. Min fødsel. Alt det våde og kolde, jeg var.
Med blodet kunne jeg beruse mig og få varmen. Blodet der dunkede gennem dødelige kroppe og gjorde kødet levende. Det besjælede kød. Men i sidste ende forblev jeg kold, uanset hvor meget jeg fortærede. En kilde uden liv. I aften ville jeg mærke det igen. Og dér var han, jeg så ham vandre søgende gennem teltrækkerne” 

Kvinden Lucie er et ca.1000 år gammelt kannibalistisk vandvæsen. Hun søger gennem hele romanen meningen med hendes egenskaber. Hun ved kun om sig selv, at der i hendes årer flyder vand i stedet for blod, og at hun for ca. 1000 år siden steg op af Tronhjems fjorden i Norge, som voksen kvinde. Hun bliver jævnligt overmandet af en hunger efter levende menneskekød.

Under en heavy metal-festival i København møder hun Casper, der er tidligere børsmægler, og som senere i romanen viser sig at have synske evner.  Sammen tager de to under festivalen videre til en københavnsk opiumshule. I en fælles opiumsrus med Casper får hun endelig adgang til den første flig af sin egen fortid og mærker de åndelignende væsner, der vil forhindre hende i at lære sin egen historie at kende.  Casper og hans nærmeste ven, religionshistorikeren Martin, inviterer Lucie på pilgrimsvandring fra Oslo til Trondhjem. På denne pilgrimsrejse følger vi på skift de tre personer.

Det bliver en pilgrimsrejse, der involverer eventyrlige myter, norsk historie og det overnaturlige. Vi hører om f.eks. Odins ravne, Olav den Hellige, engle og meget mere. Undervejs eksperimenterer Lucie, Martin og Casper med opium og svampe, hvilket bringer dem helt ind i konflikten mellem asatro og kristendom omkring år 1000. Under rejsen udvikles Caspers synske evne og hans ven Martin begynder at kunne tale med fugle. Evner som skal hjælpe Lucie i at finde frem til sandheden om hende selv.

Helt fra begyndelse af romanen får man bare vildt meget lyst til af finde ud af hvem, eller hvad Lucie er. Det er en rigtig spændende fantasyroman for unge og voksne fra start til slut, hvor nutidens hovedpersoner flettes ind i datiden, og som kræver en del indsigt og interesse for mytologi, historie, og overgangen fra Asatro til kristningen af Norge. 

I samme genre kan jeg også varmt anbefale Malene Sølvstens: ”Ravnenes Hvisken 1-3”

Materialer
Reservér
  • Bog

Lucie : roman

Af Anne-Marie Vedsø Olesen (2018)
Læs mere
Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken. Bog 1
Reservér
  • Bog

Ravnenes hvisken. Bog 1

Af Malene Sølvsten (2016)
Læs mere