Kære Freja

Af
03.07.20

Ny børneroman af Karen Vad Bruun

Der er langt imellem de rigtig gode børneromaner, synes jeg. Derfor er det også ekstra fantastisk, når der kommer en rigtig velskrevet roman til børn fra 10-14 år. Og sådan en er Karen Vad Bruuns ”Kære Freja”:

Freja er lige startet i 7. klasse på en ny skole i Lille Lorteby, som hun kalder byen. Ikke en by, man flytter til, men en man flytter fra. Hendes forældre er lige blevet skilt, derfor ville hendes mor Louise gerne flytte tilbage til sin barndomsby.

Freja opfatter sine nye klassekammerater som deltagere i en form for show; der er dronningerne, klovnene, væbnerne og så lige nørderne og statisterne, samt den usynlige, en rolle der udfyldes af Freja selv. Hun er overbevist om, at de nye klassekammerater overhovedet ikke kan lide hende, hun føler sig ensom og trækker sig fra fællesskabet. Når klokken ringer, springer hun afsted for at komme hjem. Hjemme i lejligheden, skal hun være den voksne i forhold til sin mor, som ofte går i byen og har svært ved at finde sig tilrette i sin nye tilværelse som fraskilt.

Alting ændrer sig, da de skal lave musicalen ’Grease’ i skolen, og klassens pæne, populære og uopnåelige dreng Benjamin foreslår, at Freja skal synge. Hun bliver nu en del af et fællesskab, selvom hun stadig ikke rigtigt kan tro, at de andre virkelig vil være sammen med hende.

En dag finder Freja sin mors gamle dagbog, fra hun var på samme alder som Freja. Bogen hedder ’Kære Freja’, fordi moderen helt fra sine teenageår har drømt om at få en datter ved navn Freja. Morens tanker viser sig at være meget tæt på de tanker, Freja selv har. Moren var forelsket i en "P", som hun åbenbart ikke blev kærester med, men skriver meget om i dagbogen. Efterhånden ved Freja ikke helt, hvor hun selv slutter, og Louise begynder. Samtidig er der venskabet med Sara fra parallelklassen, der er så cool, og Benjamin, der har så brune øjne med glimt af guld…

”Kære Freja” er en stærk roman om at føle sig ensom og skærme sig fra andre, fordi man har så dårlig selvfølelse, at man ikke tror, man er værd at være sammen med. Men også om at overvinde sig selv.

Bogens omslag en historie i sig selv, da den er udformet i brunt pap, så den ligner en af morens mange flyttekasser, som hun endnu ikke har fået pakket ud. Gennem hullet i kassen på forsiden kan man se fronten af dagbogen ’Kære Freja’, og når man åbner bogen, ligger dagbogen indeni på forsatsen. Jeg bliver så lykkelig, når der er gjort noget ud af, at pakke en bog pænt ind som her. Desuden er morens sider fra dagbogen sat ind rundt omkring i bogen som små sedler med hendes tegninger på. Det flotte omslag og de håndskrevne noter i bogen er udarbejdet af Malene Hald.

Det er virkelig en flot roman på alle måder, som Karen Vad Bruun har skrevet. Lån den og læs den samtidig med dit barn. Det er en rigtig fin historie, og her er masser at tænke over og tale om.

Jeg vil varmt anbefale ”Kære Freja”.

 

Anmeldelsen er skrevet med afsæt i Litteratursidens anmeldelse af romanen

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Kære Freja

Af Karen Vad Bruun (2019)
Freja er lige startet i 7. klasse på en ny skole. Hun forsøger at være usynlig, fordi hun tror, de andre ikke kan lid...
Læs mere