Den lille butik med de lykkelige slutninger

Den lille butik med de lykkelige slutninger af Jenny Colgan

28.05.20

Jeg lånte Den lille butik med de lykkelige slutninger hjem, fordi den handler om en bibliotekar, der bliver fyret og som kaster sig ud i at sælge bøger fra en bus på landet i Skotland. Der er så meget i den bog jeg kan identificere mig med og det er tydeligt at Jenny Colgan, der har skrevet bogen, er en rigtig bog- og bibliotekselsker.

At det også er tydeligt for enhver bogentusiast at det er en bog, der tilhører kategorien ”kærlighedsromaner” eller måske snarere ”chick-lit” og som sådan ikke umiddelbart tilfredsstiller mit behov for at bøger helst ikke skal være tilhørende en eller anden form for skabelon, så man kan regne handlingen ud og at man alt for tydeligt kan mærke at de tilfredsstiller nogle behov for at drømme sig væk til en mere overskuelig, lykkelig verden med ja, ”lykkelige slutninger”, ja, det tog jeg, som jeg af og til gør, som en udfordring af min smag i bøger.

Og derudover er jeg heller ikke blind for at de bøger, som jeg selv vælger at læse, også kan kategoriseres til en vis grad og at jeg også får tilfredsstillet visse behov for at føle noget bestemt ved at læse dem.

Handlingen er kort at 29-årige Nina, som nævnt, bliver fyret fra et job som bibliotekar i forbindelse med en effektivisering af biblioteket i Birmingham, hvor hun bor. Biblioteket overgår til at være et multimediecenter og egentlig er det jo, derfor, godt at hun ikke stadig er ansat, for det giver hende mulighed for at flytte langt væk fra den frygtelige, overfladiske storby, købe en bus og indrette den til at køre rundt og sælge bøger fra, som hun til dels har scoret fra biblioteket, hvor hun bliver fyret.

Hun ender på landet i en lille by i Skotland og det kommer til at gå overraskende (måske?) godt med salget og hun skal vælge mellem to mænd, der er meget forskellige, men med hver deres meget tydelige karaktertræk: Den ene tavs, stærk og, tilsyneladende, uden dybder og den anden følsom og poetisk, men også, måske, lidt tvivlsom. Gæt selv, hvem hun vælger!

Jeg var faktisk godt underholdt næsten hele vejen igennem. Jenny Colgan er en hyggelig, sjov og hjertevarm forfatter og rigtig god til at få læseren til at føle det som man gerne vil, når man vælger at læse sådan en bog.

Jeg har før læst Cecilie Ahern, som også skriver indenfor den her ”genre”, som jeg også synes meget godt om, mens jeg på et tidspunkt gik i gang med at læse: ”Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe” af Agnés Martin-Lugand, som er meget i samme stil – lige noget for bibliofile, kærlighedselskende, ja, kvinder, jeg ved det godt og jeg er jo en mand, men det er bare sjovt og lærerigt at udvide sin horisont, men den kunne jeg simpelthen ikke holde ud! Jeg nåede faktisk næsten til slutningen og så kastede jeg håndklædet i ringen og måtte give fortabt. Jeg var fløjtende ligeglad med hovedpersonen, som for mig slet ikke var i nærheden af at være et rigtigt menneske.

Så den vil jeg gerne advare mod, mens jeg godt kan sige god for Den lille butik med de lykkelige slutninger. Hvis du er til den slags litteratur, er den værd at læse.

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Den lille butik med de lykkelige slutninger

Af Jenny Colgan (f. 1972) (2018)
29-årige Nina Redmond elsker at finde det rigtige match mellem bøger og lånerne på biblioteket. Men da biblioteket lu...
Læs mere