Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Glumsø Biograf og Kulturhus
Østergade 16
4171 Glumsø
Arrangører
Glumsø Bibliotek, Glumsø Biograf
For hvem?

Filmhistorisk foredrag: danskere i Hollywood gennem 100 år

Glumsø Bibliotek fejrer den lokale biografs 100-års jubilæum med et spændende foredrag i Glumsø Biografs sal. Hør filmekspert og filmanmelder ved Dagbladet Information Christian Monggaard fortælle om de danske filmfolk, der gennem tiden har prøvet lykken i Hollywood.

Lige siden Hollywood blev grundlagt for godt 100 år siden og hurtigt blev centrum for den hastigt voksende amerikanske filmindustri, har byen tiltrukket håbefulde sjæle fra hele verden. 

Ikke så få af dem har været danskere, der har gjort karriere både foran og bag kameraet i den legendariske filmby.

Filmhistorien gemmer på en perlerække af spændende, dramatiske og nogle gange tragiske skæbnefortællinger om danskere, der gennem tiden har forsøgt at nå til tops i den hårde, amerikanske filmverden.

Christian Monggaard, der sammen med Jacob Wendt Jensen har skrevet bogen Drømmen om Hollywood, viser klip fra både stumfilm og talefilm, sort-hvide klassikere og moderne action, mens han tager tilhørerne med på en rejse igennem Hollywoods kulørte historie set med danske filmfolks øjne.

Fra Karl Dane, Ann Forrest og Jean Hersholt, der lagde navn til en Sær-Oscar, og som stadig er den største danske stjerne i amerikansk film nogensinde, til Sven-Ole Thorsen, Susanne Bier, Mads Mikkelsen og Connie Nielsen.

Foredraget er gratis, men kræver forudgående tilmelding via Glumsø Biografs hjemmeside: https://www.glumsoe-bio.dk/

---

Om Christian Monggaard

Filmfan og selvlært filmskribent. Først redaktionssekretær og siden redaktør på filmtidsskriftet Levende Billeder. Tilknyttet Dagbladet Information i september 1997.

Har skrevet for Blender, Nat & Dag, Euroman, Ekko, FILM, Strip!, Cover og Cover Man. Produceret radio for DR.

Medforfatter til tre quizbøger.

Har skrevet bøger om Wikke & Rasmussen, Erik Balling, Ib Tardini, danskere i Hollywood, Olsen Banden, Matador og Huset på Christianshavn.

Vi taler om tid

Bibliotekerne i Næstved kommune beskæftiger sig i efteråret med begrebet tid – og med dette foredrag i anledning af Glumsø Bios jubilæum får du et indblik i dansk film gennem tiden.

Emne