Jesper Christensen med Den hvide kirke i hånden

Den hvide kirke af Alexi Zentner

Af
17.08.20

Nogen gange kan man blive i tvivl om et forlag overhovedet ønsker at sælge de bøger som de sender på markedet. I dette tilfælde har forlaget Klim kasseret den originale amerikanske forside og den ellers passende titel ’Copperhead’ og i stedet givet bogen en kedelig grøn forside og den endnu mere kedelige titel ’Den hvide kirke’.

Hvad Klim ikke kan i markedsføring, kan de til gengæld i at finde gode bøger.

’Den Hvide Kirke’ er en stærk, barsk og rørende roman om at stå ved sig selv, selvom omgivelserne har stemplet dig på forhånd. Samtidig får man et indblik i en verden som litteraturen sjældent skriver om; de fattige hvide amerikanere i trailerparkerne.

Jessup er 17 år og lever med sin mor og lillesøster i en trailer i staten New York. Deres faste kirke prædiker Jesus og white supremacy og hans stedfar og halvbror er i fængsel for drab på to unge sorte mænd. På trods af dette er Jessup blandt de dygtigste elever i sin high school og stjerne på Footballholdet. Han drømmer om en fremtid i NFL. Samtidig er han blevet forelsket til op over begge ører og kæreste med sin (sorte) træners datter.

Til en fest hvor alkohol er involveret, har han et sammenstød med en ung sort mand, som ender meget uheldigt og Jessup kommer ud hvor han ikke kan bunde.

Er det overhovedet muligt at træffe de rigtige valg, når man på grund af sin families historie allerede er stemplet af samfundet. 

Lad dig ikke snyde af en kedelig forside og en kedelig titel. Det her er en meget stærk roman som jeg vil anbefale alle at læse. Den er også velegnet til læsekredse.
 

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

Den hvide kirke

Af Alexi Zentner (2020)
Jessup er 17, en god dreng og på vej til college. Han er ud af en fattig hvid familie, der er belastet af nogle racer...
Læs mere