Anne Franks Dagbog

Anne Franks dagbog - graphic diary

Anne Franks dagbog er blevet genudgivet som graphic novel – og hvor er den et fantastisk værk!

Historien om Anne Frank er verdenskendt; Anne Frank og hendes familie er jøder, og udvandrer fra Tyskland til Holland i 1930’erne, da nazisterne er kommet til magten og begynder at begrænse jødernes frihed. Familien falder godt til i Holland, og faderen har arbejdsmæssig succes. Da Annes storesøster i 1942 bliver indkaldt til en arbejdslejr, vælger familien at gå under jorden og gemme sig i et baghus bag faderes firma sammen med en anden jødisk familie. Her lever de i skjul i de næste to år, alt imens teenageren Anne fører dagbog. Familiernes gemmested bliver afsløret i 1944, og de bliver deporteret til forskellige koncentrationslejre. Anne og hendes søster dør i koncentrationslejren i 1945 – få uger inden befrielsen. Den eneste overlevende fra familien Frank er Annes far, Otto Frank. Han får Anne Franks dagbog udgivet efter krigen – og den står den dag i dag som et af de stærkeste vidnesbyrd om jødeforfølgelserne under anden verdenskrig.

Genudgivelsen som graphic novel er bestilt af Anne Frank Fonden og mesterligt udført af forfatter, manuskriptforfatter, filminstruktør og producent Ari Folman og illustrator David Polonsky.  De to har kogt Anne Franks dagbogsoptegnelser fra 1942-1944 ned til 150 illustrerede sider. – Men hvilke 150 sider! Det er helt fantastisk, at de formår at fortælle historien i ord og billeder, som giver den helt nyt liv. Vi kommer helt tæt på Anne Frank og hendes tanker og følelser om både stort og småt. Hun betror sig Kitty, som hun kalder dagbogen, om alt. Lige fra de underretninger familierne får om krigens udvikling, til hendes syn på sig selv og de andre beboere i baghuset. Og hun lægger ikke fingrene imellem. Moderen, Edith Frank, beskrives som temmelig følelseskold. Anne har svært ved at leve så tæt sammen med moderen og føler sig tit og ofte misforstået. Men hun har ingen steder at gå hen med sine følelser og tanker. Ikke før det lykkes hende at udvikle et forhold til Peter, som er søn i den familie de lever i skjul sammen med. Her får hun den hengivenhed og ømhed, som hun savner fra sin mor. Men samtidig spørger Anne sig selv, om det kun er fordi de er spærret inde sammen, at hun synes, at den lidt svagelige Peter er interessant.

Annes mange dagbogsnotater, tanker og drømme er vidunderligt illustreret af David Polonsky. Han giver den unge Anne Frank en både sødmefyldt, underfundig, udtryksfuld og feminin personlighed i billederne. Jeg er vild med hans gengivelse af tidsperioden og synes, at farvevalgene i billederne stemmer rigtig godt overens med krigstiden. Han bruger også Edvard Munchs ”Skriget” Gustav Klimts ”Kvinden i guld” til at beskrive de to sider af Anne, som hun skriver om i dagbogen; den Anne der altid er offer for irettesættelser og misforståelser og den Anne, der forsøger at opretholde en høflig facade overfor sin mor og de øvrige beboere i baghuset. Genialt! Billedsiden tilfører historien et rigtig fint indblik i teenagepigens Anne Franks udvikling fra pige til ung kvinde.

Jeg er helt vild med Anne Franks Dagbog som graphic diary! Den er et mesterværk – en klassiker i nye klæder. Jeg håber, at den vil blive læst og anerkendt i hele verden. Den er en både vigtig og smuk bog, som er en evig aktuel påmindelse om et mørkt kapitel i verdenshistorien, vi aldrig må glemme.

Læs den, læs den, læs den!

Materialer
  • Tegneserie

Anne Franks dagbog : graphic diary

Af Ari Folman, David Polonsky (2019)
Læs mere
  • Bog

Anne Franks dagbog : optegnelser fra baghuset 12. juni 1942-1. august 1944 (Ved Tove Dueholm Nielsen)

Af Anne Frank (2013)
Læs mere