En som Nora

Fin og varm YA roman af Lise Bidstrup

Nora har det ikke let. Hun går i 8. klasse på en snobbet privatskole, hvor hun ikke føler at hun passer ind og bliver mobbet af den smarte gruppe i klassen. Hjemme er der ikke meget trøst at hente. Noras mor elsker at fortælle om hvor sjovt hun havde det og hvor populær hun var, da hun var på Noras alder. Og det får bare Nora til at føle sig som en endnu større katastrofe. Hun lukker sig inde i sin egen lille verden med sine bøger. For Nora elsker at læse – og hun vil allerhelst eje de bøger hun læser. Men nu har mor lukket kassen i. Nora skal ud med sine veninder i stedet for at sidde alene og læse, så der kan ikke være tale om at købe flere bøger til hende. Men Nora har ikke nogen veninder og hun vil ikke leve uden bøger. Derfor beslutter hun sig for at finde sig et fritidsjob, så hun kan tjene sine egne penge at købe bøger for.

Tilfældigt falder hun over et opslag i Netto, hvor der bliver søgt en havemedhjælper. Nora tager hele opslaget med hjem og mander sig op til at skrive en ansøgning. Da hun går over for at aflevere den, er hun ved at miste modet ved synet af det smukke hus og den velplejede have. Men fru Drissing, som bor i huset, ser hende på overvågningsanlægget og beder straks sin husbestyrerinde Agnes om at ansætte Nora. Agnes er temmelig kold og afvisende, men heldigvis er havemanden Karl, som Nora skal hjælpe, en varm og snakkesaglig mand. Han og Nora finder hurtigt hinanden og går og hyggesnakker lidt under arbejdet.

Nora ser ikke fru Drissing, når hun arbejder i haven. Hun er nysgerrig og spørger Karl ud, men der er ikke meget hjælpe at hente. Karl har arbejdet i haven i otte år og har kun mødt fruen ganske kort. Agnes vogter over fru Drissing som en høg og en af betingelserne for Noras ansættelse er, at hun ikke må gå ind i huset.

Da Nora en lun forårsdag sætter sig med sin bog og holder pause midt i en labyrint at hække, som Karl har beskåret og bedt hende fjerne afklippet fra, dukker der pludselig et venligt ansigt med en stråhat op bag en af hækkene. Det er fru Drissing, som beder Nora komme op i huset og hjælpe sig i biblioteket. Agnes er ude at handle, så hun er alene og har brug for hjælp. Nora følger modstræbende med og ser til sin forfærdelse, at fru Drissing er nøgen!

Det viser sig at fru Drissing lider af vestifobi – en lidelse der gør, at hun ikke kan holde ud at have tøj på, eller at se på andre, som har meget tøj på. Derfor har hun levet isoleret i sit hus i de seneste 60 år. Da Nora ser fru Drissings bibliotek, glemmer hun alt andet omkring sig. Det er det smukkeste bibliotek Nora nogensinde har set. Kæmpe reoler fra gulv til loft fyldt med de smukkeste bøger arrangeret i farveorden. Det viser sig hurtigt, at fru Drissing er vild med ungdomslitteratur og har læst mange af de samme bøger som Nora. Nu har hun imidlertid så mange bøger, at der er brug for en oprydning og omorganisering af biblioteket. En opgave hun betror Nora.

Langsom udvikler der sig en fortrolighed imellem Nora og fru Drissing. Deres fælles passion for bøger gør det let for de to at tale sammen trods den store aldersforskel. Da Nora en dag får spurgt fru Drissing, om hun ikke savner at gå ud og have kontakt med andre mennesker, svarer fru Drissing, at hun skam har kontakt til andre mennesker – over nettet. Hun blogger om de bøger hun læser og har startet en bogklub online, hvor hun hedder Naked Books og udgiver sig for at være en ung bibliotekarstuderende på 23 år. For, som fru Drissing siger; ”der er da ingen, som vil tale om ungdomslitteratur med sådan en gammel dame som mig”. Hun opfordrer også Nora til at blogge om bøger på nettet.

Da Nora kommer hjem fra arbejde den dag, finder hun fru Drissings bogklub på nettet og melder sig ind. Hun bliver budt velkommen af de andre medlemmer, og finder langsomt ind i et fællesskab, hvor hun føler sig velkommen, set og accepteret som den hun er og det giver hende mod til – måske – også at få taget det endelige opgør med sin emsige mor til sidst.

Det er en rigtig fin fortælling om ensomhed, som Lise Bidstrup har skrevet her. Vi hører både om den ensomhed Nora oplever, på trods af at hun er omgivet med mennesker. Og om fru Drissings selvvalgte ensomhed, som hun tackler ved hjælp af internettet. Da de to mødes, viser det sig, at de er hinandens vej ud af ensomheden med litteraturen som trofast følgesvend. Lige en fortælling efter mit bibliotekar-hjerte! Jeg kan også rigtig godt lide titlens ordspil; ”En som Nora” – ensom Nora.

Ensomhed må siges at være et topaktuelt emne lige nu, hvor vi alle lever mere eller mindre afsondret fra hinanden. Her er en bog, som er med til at holde liv i håbet om et fællesskab.

Jeg har lyttet til hele romanen som lydbog på eRolen. Den ligger også på eReolen GO. begge steder er ”En som Nora” Blå Titel. Det betyder, at det altid er muligt at låne den og at den ikke tæller ned i éns lånekvote. Jeg vil varmt anbefale jer at gå på jagt i de blå titler derhjemme. Der er mange gode bøger at vælge imellem, både som e-bøger og lydbøger. Pas godt på jer selv og hinanden. Og rigtig god læselyst!

Materialer
Hør online
  • Lydbog (net)

En som Nora

Af Lise Bidstrup (2018)
Læs mere
Læs online
  • Ebog

En som Nora

Af Lise Bidstrup (2018)
Læs mere