
Velvilje og misundelse
Med udgangspunkt i de syv dødssynder og syv dyder sætter Næstved Bibliotek fokus på kvinder i litteratur, kultur og samfund, og på de mange forskellige roller, kvinder kan påtage sig (og blive påduttet!). Det gør vi blandt andet via syv samtalekort, som kan downloades her på hjemmesiden (og som kan findes i fysisk form på biblioteket, når vi åbner igen). Hvert samtalekort består af en forside med en tegnet kvindeskikkelse og en bagside med en tekst, udvalgte citater og et eller flere refleksionsspørgsmål. Et af samtalekortene tager udgangspunkt i velvilje og misundelse, og det lyder sådan her:
Misundelse er en grim ting, plejer vi at sige. Det er en af de sidste følelser, vi vil indrømme, at vi har. Og alligevel har mange af os sikkert følt den grimme misundelse snige sig ind på os, når vi er blevet konfronteret med andre folks succes. Som Marilyn Monroe engang har sagt:
“Success makes so many people hate you. I wish it wasn’t that way. It would be wonderful to enjoy success without seeing envy in the eyes of those around you.”
Succesfulde personer er sikkert altid blevet mødt med hadefulde kommentarer. I de seneste år er kommentarerne også rykket ind i den digitale sfære, hvor afsenderne kan være anonyme. Den udvikling fik radioprogrammet Shitstorm til at starte DM i hadbeskeder. Og især beskederne til de kvindelige deltagere er modbydelige og sexistiske. Ord som luder, so og møgsæk og direkte trusler om voldtægt går igen. Shitstorm blev i øvrigt lukket, efter værten Mads Aagaard Danielsen selv røg ud i en shitstorm om krænkelser og hadbeskeder.
Spørgsmål: Hvorfor tror du, at debatten er så hård og sexistisk mod netop kvinder?
Downloade samtalekortet om velvilje og misundelse her.
Herunder har vi samlet et udvalg af bøger, musik og film, som kan være med til at sætte samtalen og tankerne igang: