Et billede af en knudemand

Vi taler om Knudemanden

07.12.21
Det var forfatteren Emily Brontë, der opfandt den første knudemand i verdenslitteraturen – Heathcliff, et håbløst tilfælde.

I foråret havde vi et tema om kvinderoller, og nu er turen kommet til mændene. Derfor taler vi i november og december om manderoller. Denne gang fokuserer vi på Knudemanden.

En knudemand er en mand, der har svært ved at udtrykke sine følelser. En mand iklædt et følelsesmæssigt panser.

I 2021 har vi set flere eksempler på mænd – primært mænd fra sportens verden – som viser det modsatte. Tænk på Viktor Axelsen, der vandt OL-guld i badminton og brast i gråd foran hele verdenspressen, eller landstræner Kasper Hjulmands følelsesladede reaktion efter de danske fodboldherres EM-semifinalenederlag. Begge dele fik stor mediebevågenhed efterfølgende.

I bogen og filmen ’Fight Club’ får hovedpersonen – en søvnløs kontormand – afløb for sine undertrykte følelser på en lidt anden måde, da han sammen med sin mystiske nye ven Tyler Durden skaber et voldeligt undergrundssamfund for mænd.

Næsten uanset hvordan mænd i kunsten såvel som i virkeligheden viser følelser (om det er med tåre eller vold eller noget derimellem) skaber det overskrifter. Det gjorde Axelsens og Hjulmands reaktioner i sommeren 2021, og det gjorde ’Fight Club’, da den fik premiere i 1999.

Vi har fundet fem bud på bøger om mænd der lider under følelser de ikke kan udtrykke.

Spørgsmål: Mænds følelsesliv er til stadighed til debat, men hvordan kan det være? Ser vi anderledes på mænds følelsesliv end vi gør på kvinders?

Herunder kan du downloade mandekortet, og på bibliotekerne i Næstved Kommune kan du finde alle mandekortene i fysisk format. I slutningen af denne uge skal vi snakke om Machomanden.