Kvinderoller i 21. århundrede – ”Spiller det en rolle?”

08.03.21
I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag sætter Næstved Bibliotek fokus på kvinder i litteraturen og de mange forskellige roller, som kvinder kan påtage sig.

Egentlig var det meningen, at der i marts måned skulle have været udstillinger og aktiviteter i det fysiske rum på Næstved Bibliotek, som relaterer sig til kvinderoller i det 21. århundrede. Med de nuværende corona-restriktioner er det desværre ikke muligt. I stedet vil vi i den kommende måneds tid præsentere vores kvindetema digitalt her på hjemmesiden og på Instagram og Facebook.

Samtalekort om kvinder
I stedet for at fokusere på de ’traditionelle’ roller som ægtefælle, kæreste, datter, søster osv., har vi valgt at tage udgangspunkt i de syv dødssynder (lyst, fråseri, griskhed, ladhed, vrede, misundelse og hovmod) og sat dem op over for de syv dyder (kyskhed, udholdenhed, barmhjertighed, indsatsvilje, tilgivelse, velvilje og ydmyghed). Vi har i den forbindelse produceret syv samtalekort. Hvert samtalekort består af en forside med en tegnet kvindeskikkelse (som kan klikkes ud og bruges som bogmærke, påklædningsdukke eller blot til pynt) og en bagside med en tekst, udvalgte citater og et eller flere refleksionsspørgsmål. 

Vi præsenterer altså syv modsætninger og giver samtidig vores bud på, hvordan kvinderoller og kvindekamp ser ud i det 21. århundrede. Med kortene i hånden – digitalt eller fysisk – håber vi på, at vi kan sætte gang i nogle interessante samtaler om køn, krop og ligestilling.

Når vi lukker op for den nye bestil og hent-ordning fra mandag den 8. marts, kan der ligge samtalekort i de reserverede bøger. Men du kan også downloade dem her:

Samtalekort Barmhjertighed Griskhed
Samtalekort Indsatsvilje Ladhed
Samtalekort Kyskhed Lyst
Samtalekort Tilgivelse Vrede
Samtalekort Udholdenhed Fråseri
Samtalekort Velvilje Misundelse
Samtalekort Ydmyghed Hovmod

Emne