
Indsatsvilje og ladhed
Med udgangspunkt i de syv dødssynder og syv dyder sætter Næstved Bibliotek fokus på kvinder i litteratur, kultur og samfund, og på de mange forskellige roller, kvinder kan påtage sig (og blive påduttet!). Det gør vi blandt andet via syv samtalekort, som kan downloades her på hjemmesiden (og som kan findes i fysisk form på biblioteket, når vi åbner igen). Hvert samtalekort består af en forside med en tegnet kvindeskikkelse og en bagside med en tekst, udvalgte citater og et eller flere refleksionsspørgsmål. Et af samtalekortene tager udgangspunkt i indsatsvilje og ladhed, og det lyder sådan her:
”Det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder.”
Man skulle måske tro, at ovenstående citat har mange år på bagen. Men det er ikke tilfældet. Citatet er fra 2016, og ophavsmanden er forhenværende folketingsmedlem Joachim B. Olsen. Samme år udtalte en anden politiker, Merete Riisager, til Berlingske, at danske kvinder er blevet for magelige, og at de skal ud af den offentlige sektor og ind i den private.
I romanen ’Mit arbejde’ folder Olga Ravn det angstprovokerende og overvældende moderskab ud. Moderskabet fylder også meget hos andre forfattere, blandt andet hos Tove Ditlevsen. I digtet ’Børnenes øjne’ skriver hun:
”Jeg frygter børnenes øjne, / de hviler altid på mig, / som gør de stille et regnskab op, / de ikke er sig bevidst.”
Spørgsmål: Hvad vil det sige at være en god mor? Og er det et udtryk for magelighed, når kvinder vælger jobs i den offentlige sektor?
Herunder har vi samlet et udvalg af bøger, musik og film, som kan være med til at sætte samtalen og tankerne igang: