Mötley Crüe - The Dirt

Rockmusikeres vilde liv på film

For tiden kan man se en ny film på Netflix om hardrock-bandet Mötley Crüe. Filmen hedder "The Dirt" og er baseret på bandets bassist Nikki Sixx' biografi af samme navn (bestil den her!).

Selve filmen er måske ikke stor filmkunst, men den giver om ikke andet et indblik i et for mange fjernt rock n' roll-liv, hvor stort set samtlige normer for god opførsel er sat ud af spil. Og så giver filmen ikke mindst anledning til at (gen)opdage andre film i genren "rockmusikeres vilde liv", som kan lånes på biblioteket.

Se eller gense bl.a. "The Doors" (1991) med Val Kilmer i hovedrollen som den på alle måder grænsesøgende Jim Morrsison. Så er der "Steppeulven" om den på mange måder danske pendant til Jim Morrison nemlig Eik Skaløe og hans korte men intense liv.

Af dokumentarfilm inden for genren er der også "We are Twisted fucking Sister", der giver et på mange måder overraskende billede af 80'er-chockrockerne, "Amy", om sangerinden Amy Winehouses omtumlede liv og karriere, og ikke mindst "Lemmy: 49% son of a bitch, 51% motherfucker" om den legendariske Mötorhead-frontmands kompromisløse liv.

Det var nogle af de film, som jeg lige kunne komme i tanke om - følgende film har jeg til gode, men de ser spændende ud: "The Runaways", spillefilm om bandet, der talte bl.a. Joan Jett, og "Gimme danger: story of The Stooges", dokumentarfilm af Jim Jarmusch om Iggy Pops gamle band.

God fornøjelse (og måske forargelse)!