Thomas står med Frank vender hjem ved juletræ

Frank vender hjem af Kristian Bang Foss

19.12.19

Jeg må sige at jeg med usædvanlig spænding glædede mig til at læse Kristian Bang Foss' tredje roman "Frank vender hjem". Jeg havde, inden jeg fik den læst, hørt forfatteren læse højt og fortælle om bogen - både i radioen og på årets Bogforum - og først og fremmest leet af passagerne, som jeg havde hørt Kristian Bang Foss læse op.

Særligt et stykke, hvor hovedpersonen Frank og hans kæreste Thea, der begge er i tyverne, bruger den geniale sætning: "Manden fra Del Monte ved hvornår appelsinerne er modne" fra TV-reklamen fra 90'erne til noget, som jeg ikke skal afsløre her, morede mig stort. 

Der var også noget tidstypisk genkendeligt, som jeg ikke rigtigt kunne sætte fingeren på, hvad var. Lige præcis humoren, men særligt det tidstypiske kom frem i de anmeldelser, som jeg siden læste. Ikke mange nye romaner får prædikatet en sjælden "samtidsroman" og nutidens "Lykke-Per". 

Kunne "Frank vender hjem" så leve op til al den forventning og hæder? Ja, det kunne den i ret høj grad. Jeg gik nok ind i læsningen med forventning om primært at skulle more mig og de første mange sider, måtte jeg rent faktisk, og det sker ikke tit, lægge bogen væk op til ti gange for at grine færdig.

Undervejs sneg sig dog en alvor ind, som jeg faktisk ikke rigtigt var forberedt på, og som, umiddelbart, slog mig lidt ud af læsningskurs. Det er dog den alvor, der gør at jeg virkelig godt kan forstå anmeldernes dom, for jeg har siden endt læsning for en uges tid siden, tænkt rigtigt meget over, hvorfor det er at bogen virker så frisk og tankevækkende. 

Jeg vil hermed gerne invitere dig ind i den latter- og tankevækkende oplevelse, som det er at læse "Frank vender hjem", med opfordringen: Læs den så hurtigt som muligt! 

Og, til slut, vil jeg ønske alle en god læsejul og godt nytår!

Materialer
Kristian Bang Foss: Frank vender hjem : roman
Reservér
  • Bog

Frank vender hjem : roman

Af Kristian Bang Foss (2019)
Læs mere