Fotografi fra II Verdenskrig. Foto: Wikimedia Commons.
Fotografi fra II Verdenskrig. Foto: Wikimedia Commons.

Skønlitteratur om historiske samfundstransformationer

24.02.23
Krige, katastrofer, ny teknologi, videnskabelige landvindinger – forfattere har gennem tiden fundet inspiration i mange forskellige samfundstransformationer. De inspirationskilder ser vi nærmere på i denne artikel.

’Doktor Faustus’ af Thomas Mann

Thomas Mann er en af det 20. århundredes helt store romanforfattere. I sit forfatterskab har han skildret voldsomme samfundsændringer og den europæiske borgerlige kulturs forfald. Det gør han bl.a. i værket ’Doktor Faustus’, hvor den gale og geniale komponist Adrian Leverkühn sælger sin sjæl til djævlen for at få fri adgang til kreative kræfter – og det er (naturligvis, fristes man til at sige) ikke omkostningsfrit for hr. Leverkühn. 

Det er det totale værdisammenbrud, vi er vidner til i ’Doktor Faustus’. Det er en fortælling om kulturens destruktive skyggeside, om nationalsocialismen, Hitlers regime og 2. verdenskrig – fortalt med Thomas Manns karakteristiske nøgterne realisme, dybe psykologiske portrætter og skarpe ironi.

‘Lenins bodyguard’ af Leif Davidsen

Leif Davidsen har gennem sit forfatterskab skrevet flere halvdokumentariske spændingsromaner, hvor fiktive fortællinger bygges op omkring historiske fakta og virkelige begivenheder. Seneste skud på stammen er ‘Lenins bodyguard’ fra 2022. 

En dag i 1910 i København afværger den unge sønderjyde, Oskar Madsen, et voldeligt overfald på en russisk mand ved navn Vladimir. Oskar bliver efterfølgende bodyguard for Vladimir i deres fælles tid i København, inden Vladimir (som viser sig at hedde Vladimir Iljitj Lenin) skal ud i verden for at lave revolution, og inden Oskar rejser tilbage til Sønderjylland, som nu er tysk.

Det er en højspændt politisk periode i verdenshistorien, som Leif Davidsen lader sin roman udfolde sig i. Og Lenin var rent faktisk i København i 1910!

’Forår i Tjernobyl’ af Emmanuel Lepage

Mandag den 28. april får en ansat på Forsmark, Sveriges næststørste atomkraftværk, sig en slem overraskelse, da han passerer en strålingsmonitor. Den viser alt for høje niveauer af stråling. Personalet går straks i gang med at finkæmme kraftværket for mulige lækager, men alt er, som det skal være. Strålingen kommer et helt andet sted fra. Nærmere bestemt fra byen Pripjat i det daværende Sovjetunionen. To dage forinden havde en menneskelig fejl på kraftværket Tjernobyl forårsaget en nedsmeltning af en reaktor, og historiens værste atomkraftulykke var en realitet.

Tegneserien ’Forår i Tjernobyl’ foregår 20 år efter ulykken. En gruppe kunstnere besøger Tjernobyl i forventningen om at opleve et goldt, ødelagt og ubeboet landskab, men noget helt andet venter dem. Skønhed og livsmod spirer frem fra ruinerne. ’Forår i Tjernobyl’ beskriver den politiske indvirkning af ulykken, den internationale opmærksomhed samt effekten, som strålingen har haft på naturen og de mange mennesker, der blev boende i området.

Herunder har vi samlet flere andre bøger, som på hver deres måde blander historiske samfundstransformationer med fiktion.

Materialer