
Alternative virkeligheder i sci- og cli fi-litteratur
I første halvår af 2023 beskæftiger Næstved Bibliotek sig med temaet ’Transformation’, og i februar og marts sætter vi i voksenafdelingen især fokus på samfundstransformationer. Vi har tidligere skrevet en artikel om store, historiske samfundstransformationer i skønlitteratur – det kan du læse om her.
I denne artikel vil vi præsentere et udvalg af både klassikere og nye, spændende værker indenfor især sci/cli-fi genren. Har du lyst til at lære sci-fi genren bedre at kende, kan du læse mere i artiklen her.
Sci- og cli-fi. Sidstnævnte også kendt som klimalitteratur, økolitteratur eller økokritik. Det, de to genrer har tilfælles er opbyggelsen af alternative virkeligheder, ofte dystopiske, nogle gange utopiske, som sætter vores egen virkelighed i perspektiv og belyser problematikker og kriser, vi alle lever i, men kan være for abstrakte til at forholde sig til.
En verdensomspændende pandemi og det øgede fokus på klima- og biodiversitetskrisen, kan være nogle af forklaringerne på at populariteten for at læne sig ind i dystopier og utopier, er steget markant. Her kan vi lade os forføre, forstyrres eller skræmmes af forfatternes leg med konsekvenser af for eksempel noget så abstrakt som klimakrisen. Eller vi kan udvide vores syn på hvordan man tænker om vores verden, menneskearten eller dyreliv.
Man kan måske tænke, at det er mærkeligt hvordan et forvrænget billede af virkeligheden eller en dystopisk verden, kan få os til at tænke noget om den moderne virkelighed, vi lever i nu – men det er faktisk lige præcis det, der kan ske, når vi læser sci- og cli-fi. Og derudover er kan det faktisk være rigtig underholdende at forsvinde ind i en helt anderledes verden.
Nedenfor har vi samlet et udvalg af bibliotekets bedste sci- og cli-fi titler. Der er både de store klassikere, klassikere, som først har fået anerkendelse alt for sent, nyklassikere og nye litterære stemmer. Lad dig inspirere og forsvinde ind i genren!
Hvis du bliver nysgerrig på genren, kan det være det er noget for dig at deltage i vores nye, enkeltstående læsekreds, hvor vi skal læse en nyoversættelse af Ursula K. Le Guins mesterværk ’Mørkets venstre hånd’ – læs mere og tilmed dig her.