Foto: Wall-E fra Unsplash
Foto: Wall-E fra Unsplash

Robotter i børnebiblioteket

18.05.22
Robotter er fascinerende, og i skønlitteraturen er det kun fantasien der sætter grænser for hvad robotter er i stand til. Der findes en masse gode, spændende bøger om robotter i børnebiblioteket.

Robotteknologien er kommet langt siden starten, og robotter er, i dag, komplicerede maskiner der kan udføre en masse praktiske opgaver og endda tænke selvstændigt.

I fagbogen ”Robot – møde fremtidens robotter” (2019) bliver du præsenteret for nutids- og fremtidsrobotter i alle afskygninger.

Mød én af de første ”rigtige” robotter Elektro, der blev bygget til verdensudstillingen i New York i 1939. Et system af gearhjul og elektromotorer sikrede, at han kunne gå, rulle hovedet rundt, tælle sine fingre og åbne munden for at sige de ord han havde fået indprogrammeret.

Elektro var et produkt af en idé om hvordan man synes at robotter skulle se ud dengang. En høj metalmand med mekaniske bevægelser.

I bogen møder du dog også de nyere og meget avancerede rumrobotter og omsorgsrobotter og du møder hjælperobotten: dronen – Little Ripper Lifesaver, som har reddet flere menneskeliv langs den australske kyst. Little Ripper Lifesaver kan opdage hajer, slå alarm, lede efter savnede svømmere samt nedkaste forsyninger og redningsflåder.

Kan man bygge sin egen robot?

Man kan prøve. I ”Villads fra Valby bygger en robot” af Sofie Hammer (2020) beslutter Villads sig for at bygge en robot til mor af metaldimser, men det er ikke helt så nemt som det ser ud på YouTube.

Det kan også gå grueligt galt når man eksempelvis prøver at bygge den perfekte oprydningsrobot. I ”Willys værksted” af Chris Riddell (2007), får Willy bygget kæmpe robotten Willy-bot, som ender med at rydde ALT op…endda Willy. Willy må opfinde en masse nye robotter for at kunne tage kampen op mod Willy-bot.

Kan robotter redde verden?

Måske. I højtlæsnings-serien ”Ricky Ricotta & Megarobotten” af Dav Pilkey, prøver Megarobotten både at redde hele verden fra Professor Stinker, stoppe invasionen af væsener fra Merkur og Venus samt hjælpe musen Ricky Ricotta i kampen mod skolens bøller.

I ”Det sidste menneske” af Lee Bacon (2019) er det måske ikke ligefrem robotterne der redder verden, men de er de sidste tilbage på jorden. De laver hverken krig eller forurening, og hører kun om alt det forfærdelige, mennesket har gjort mod jorden. En dag møder Robot XR935 dog den 12-årige menneskepige Emma, og Robot XR935 er måske nødt til at se menneskene på en ny måde.

Kan robotter blive forelskede i hinanden?

Ja, det kan de. Tænk bare på familiefilmen Wall-E (2008) hvor den lille robot Wall-E er blevet efterladt alene tilbage på jorden. En dag ankommer undersøgelsesrobotten EVA til jorden og Wall-E er bestemt interesseret i Eva.

En klassiker om kærlighed mellem robotter samt en opfodring til at passe godt på jorden og ikke blive for grådig.

God fornøjelse med robotterne i børnebiblioteket