Fremmede væsner på jorden. Foto: Christopher Kuzman for Unsplash.
Fremmede væsner på jorden. Foto: Christopher Kuzman for Unsplash.

Science fiction – en overset genre

07.06.22
Science fiction – eller bare sci-fi – er en genre, som gennem tiden er blevet kaldt både useriøs og barnlig. I denne artikel vil vi vise, hvorfor den opfattelse er helt på månen.

Sci-fi er grundlæggende karakteriseret ved at inddrage fantastiske elementer, men i modsætningen til genren fantasy, som ofte rummer magi og trolddom, er sci-fi mere videnskabs- og teknologifokuseret og benytter fremtidsagtige computerscenarier til at fremmane fantasiverdener ude i det uendelige univers – eller helt tæt på vores egen jordklode. 

De fantastiske og fantasifulde elementer i sci-fi er muligvis årsagen til, at mange voksne læsere afskriver genren som en børnegenre. Lægger man den forestilling på hylden og i stedet hiver en sci-fi-roman ned derfra vil man opdage, at sci-fi har en masse at byde på. Fremragende plot, interessante persongallerier og aktuelle temaer kan alt sammen findes i sci-fi-litteraturen. Der er for eksempel en hel undergenre, som handler om klimaforandringer – den såkaldte cli-fi-litteratur. 

I 1962 udkom J.G. Ballards roman “Verden under vand”, som siges at være en af de første cli-fi-romaner. I “Verden under vand” kommer vi ind i et dystopisk univers, hvor kloden er blevet mere eller mindre ubeboelig efter voldsomme klimaforandringer. Ballards roman har muligvis inspireret Theis Ørntofts klimakritiske og udflippede roman ”Solar”.

Sci-fi-romanerne fortæller ofte profetisk om verdener, hvor teknologi fylder enormt meget. Selvom romanerne naturligvis er fiktion, er det alligevel nærliggende at se dem som fremtidsvisioner om forholdet mellem mennesket og teknologien. Teknologierne kan være mere eller mindre knyttet til mennesket. I William Gibsons roman ”Neuromantiker” fra 1984 er teknologien allestedsnærværende. Hovedpersonen er en hackeren Case, som involveres i kampen om en altomfattende matrix og bliver omgivet af robotlignende mennesker.

Sci-fi-litteraturen (og alle dens undergenre) kan ikke kun give os en stor læseoplevelse. Den kan også være et teleskop, vi kan bruge til at se ind i fremtiden, som den måske kan komme til at se ud. Sci-fi-litteraturen kan hjælpe os til at forestille os fremtiden, og når vi kan det, kan vi bedre adressere de problemer, vi oplever i verden i dag. Det kan for eksempel være ganske relevant at overveje vores forhold til teknologien, i en tid hvor den er at finde overalt.

Udvalgt sci-fi-litteratur