Travnikostudio: Dame i Paris
Travnikostudio: Dame i Paris

Romance - Hvad er det?

27.03.24
Har du hørt om forfattere som Colleen Hoover og Simona Arhnstedt? Hvis ikke er du gået glip af nogle af de mest sælgende forfattere i henholdsvis USA og Sverige de seneste år, men det er ikke for sent at springe på vognen.

’Vognen’ er genren romance, der de seneste år er vokset eksplosivt i netop lande som USA og Sverige, og som lige så stille også er ved at indtage det danske marked.

”Romance. Ikke dansk, ro-mang-se, men engelsk, row-maaance” således beskrives ordlyden af den moderne udgave af genren i en artikel i Kristeligt Dagblad fra sidste år. Og moderne er et nøgleord, for der er sket noget siden såvel middelalderens romancer på vers fra Frankrig (hvorfra både det engelske og danske ord nok er kommet), som de symbolske og dystre vilde heder i 1800-tallets England.  

Men hvad er moderne romance (row-maaance) så? En Zetland-artikel om genren forsøger sig med denne definition:

”Romance er romaner og noveller, hvis omdrejningspunkt er romantik og kærlighed. Og vel at mærke ikke svær, ulykkelig kærlighed. Romance er historier, hvor handlingen er svøbt i et lækkert, silkeblødt skær, og hvor det altid – altid – ender lykkeligt.”

En af kvinderne bag romanceforlaget Sweetheart Ink, Hanne Rump, gør rum til lidt mere forskellighed i sin definition: ”Romance som genre kræver at det bærende element i historien er et forhold mellem to mennesker, og der skal være en happy end”.

Er det lidt pinligt at indrømme?

I fuld åbenhed arbejder skribenten bag denne artikel freelance som redaktør for bl.a. Sweetheart Ink, og som mand på 33 år, havde jeg aldrig læst en romance-bog, eller planer om at gøre det, inden jeg fik jobbet. Jeg tror, jeg tænkte det var for tomme kalorier, eller at det ikke havde noget med mig at gøre. Jeg ved det faktisk ikke helt, men det var ikke noget der fangede min interesse, og selv hvis det gjorde, havde jeg nok gået en smule stille med dørene.

Men som bibliotekar kan man se, at selvom der nok er en overvægt af kvindelige læsere, så har romancegenren bestemt også sine mandlige læsere. Og hvorfor egentlig ikke? Vi er mange mænd der, selvom flere af os måske kan have lidt svært ved at indrømme det, virkelig godt kan lide romantiske komedier på film, og hvorfor skulle mænd ikke kunne ønske sig lidt eskapisme med kærlighed og gode slutninger?

Genrelitteratur

På samme måde som anden genrelitteratur som krimier, fantasy eller science fiction, er der mange fordomme om at romance kun henvender sig til en specifik gruppe mennesker, eller at det ikke er lige så ’godt’ som ’rigtig’ litteratur. Meget genrelitteratur kan måske også have en lidt eskapistisk funktion, men det er der altså ikke noget galt med. Det skal være sjovt at læse, og for de fleste er det sjovest hvis man kan veksle mellem kompleksitet, stil og læsehastighed.

Krimi-genren er så småt blevet mere come il faut i den brede offentlighed, og science-fiction er langsomt på vej ind i den ’gode’ litteratur med forfattere som Olga Ravn, Ian McEwan og Kazou Ishiguro. Romance-genren har som krimien den fordel, at man har en relativt klar forventning, om hvad man får, men ligesom krimien er der faktisk også rigtig mange undergenrer, hvis man dykker ned i bøgerne.

Undergenrerne tager tit sit navn efter hvordan handlingen udfolder sig eller hvilken slags forhold, den portrætterer. Her har det sociale medie TikToks bogunivers, der går under navnet BookTok, skabt stor efterspørgsel efter bøger i undergenrer som enemies to lovers, som er historier hvor to fjender i løbet af bogen bliver forelskede, fake dating, som er historier, hvor to personer mod deres vilje befinder sig i et scenarie, hvor de er nødt til at lade som om de dater og derigennem forelsker sig, eller slow burn, som er Hanne Rumps anbefaling:

”Personligt elsker jeg at læse slow burn. Jeg kan godt lide historier som bevæger sig langsomt og som har både mange refleksioner og følelser. Men en af de gode ting ved romance er, at der findes en undergenre for enhver smag. Det er langt fra dem alle som er ankommet i Danmark endnu.”

Romance på vej frem i Danmark

Og meget er netop ikke kommet til Danmark endnu, hvilket, ifølge Hanne Rump, giver nogle interessante udfordringer i det fremadstormende danske marked:

”Der er nogle sjove modsætninger lige nu, fordi der er læsere, som kun læser på originalsprog, og når de siger det, så mener de engelsk. Når man så anfører, at for en dansk forfatter vil originalsprog jo være dansk, ser de ud som om, de er faldet ned fra månen. De er så vant til, at det de gerne vil læse ikke findes på dansk, at de ikke tror på det. Men det er helt klart et marked i bevægelse, og der er rigtig meget dansk talent derude, som jeg tænker, det er vigtigt at bringe frem dels til danske læsere, men på sigt også til udenlandske læsere.”

Så spring på rowmaaance-vognen og find din yndlingsundergenre! Herunder finder du anbefalinger af bl.a. en historisk romance og en fake dating.

Inspiration og videre læsning:

Dansk Forfatterforening

Bookmate journal

Kristeligt Dagblad

Litteratursiden

Zetland

Anbefalinger

Ind i kampen, Chloe Brown (Talia Hibbert)

Efter en trafikal nærdødsoplevelse, beslutter Chloe Brown sig for, at hendes kedelig liv simpelthen ikke er godt nok. Hun laver derfor en liste med ting hun gerne vil opleve og som skal få hende ind i kampen. Den liste involverer IKKE Redford Morgan, viceværten i hendes lejlighedskompleks, men han får alligevel smyget sig ind i hendes liv.

Chloe er kronisk syg, og Red har sine egne dæmoner at slås med, men undervejs finder de ud af, at de måske alligevel ikke er så forskellige som det så ud.

Syv syndige nætter, Tessa Dare

En historisk romance bog, om den nørdede og boglige Minerva Highwood, som for alt i verden vil til Edinburgh og præsentere sit banebrydende geologiske fund i form af et fodaftryk fra en dinosaur. Men sådan en rejse kan en enlig kvinde ikke tage alene, så hun overtaler Colin Sandhurst om at lade som om, at de er løbet væk sammen. Hans blakkede ry vil ødelægge hendes fremtidige chancer for giftermål, men videnskaben er det vigtigste. Der kan bare ske utroligt meget på en uge, især når man tilbringer hvert vågen øjeblik sammen, og alle nætter tæt op af hinanden.

Kærestepotentiale, Alexis Hall

Luc tiltrækker skandaler som ingen andre, og for at redde sit job, har han derfor nu brug for den perfekte (falske) kæreste. Her kommer Oliver ind i billedet, lidt som en dårlig idé, for de to mænd kunne ikke være mere forskellige. Men når man skal foregive at være forelsket hinanden, leder det nogle gange til den ægte vare. Her er der følelser og forviklinger for alle pengene, tilsat den perfekte mængde humor.

Vild i natten, L. Sherman

Laura har to store kærligheder i sit liv: økonomistudiet, hvor hun kan få lov til at nørde tal og grafer, og Elias, hendes to-årige søn. Det er svært at finde tid til fester for ikke at tale om dating og fyre, og hvem har hun overhovedet lyst til at lukke ind i Elias’ liv? Indrømmet, hvis hun skulle tillade sig den luksus, så ved hun godt hvem … Og måske kunne det også bare være for en enkelt nat?

Emne