Vinterferie i kærlighedens tegn

26.01.24
I uge 7 er det vinterferie i Næstved Kommune og midt på ugen – nemlig onsdag d. 14. februar – er det også Valentinsdag. Det fejrer vi hele ugen i børnebiblioteket, hvor du hver dag kan finde aktiviteter, der beskæftiger sig med kærlighed på forskellige måder.

Valentinsdag er en fejring af kærligheden og giver anledning til at udtrykke sin kærlighed over for dem, man holder af. I børnebiblioteket er vi vilde med kærlighed, og derfor fejrer vi netop den hele vinterferien. Kærlighed kan nemlig være mange ting udover kærlighed mellem to mennesker. Det kan være, at man føler en særlig kærlighed til sine bedsteforældre eller bare elsker sit kæledyr helt op til månen? Det kan også være, at man har en stormende romance med fodbold eller måske endda har prøvet at være den (u)heldige vinder af et knust hjerte?

Hver dag i uge 7 har vi planlagt en aktivitet, der fejrer kærligheden på alle mulige forskellige måder. Mandag og tirsdag lader vi op til selve Valentinsdag med kreative sysler, der kredser om kærlighedstemaet. Valentinsdag fejres med et brag af en valentinsfest, hvor du og din familie kan komme i træningslejr som Amors assistent. Torsdag og fredag har vi i samarbejde med Makerspace Næstved lavet et fedt program for både børnehavebørn og de lidt større skolebørn. Derudover kan I igennem vinterferien også finde workshoppen: ”LEGO: Build the Change” i biblioteksrummet, hvor I, i kærlighed til lokalsamfundet, kan bygge løsningsforslag til virkelighedens problemstillinger.

Se hele programmet nedenfor og glæd dig til en vinterferie i kærlighedens tegn, hvor alle kan være med.

Mandag d. 12. februar, tirsdag d. 13. februar og lørdag d. 17. februar. Alle dage kl. 10.30-13: Kreativt Kærlighedsværksted (for alle aldre)
På Valentinsdag er der tradition for at man giver hinanden gaver, og her har du muligheden for at lave en hjemmelavet én af slagsen med masser af omtanke og kærlighed i. Medbring dit eget syltetøjsglas, så har vi materialer til at pynte det til en fin kærlighedskrukke. Heri kan du lægge små sedler, der fortæller noget om, hvad du elsker ved den person, som krukken er til. Vi er sikre på at denne valentinsgave vil varme mange hjerter.  Du kan også kaste dig over kunsten at lave perler og lave en flot perleplade til din far, veninde eller lillebror. Vi har perler og skabeloner, men kun fantasien sætter grænser. Læs mere om arrangementet her.

Onsdag d. 14. februar kl. 10-12: Valentinsdag! Er du den næste Amors Assistent? (5-10 år ifølge med voksen)
Amors pil kan ramme pludseligt og ud af det blå, men hvordan arbejder den lille fyr med de bløde vinger og de hjerteformede pile, egentlig? Kom til Valentinsdag på børnebiblioteket i Næstved, hvor vi i dagens anledning - helt eksklusivt - udbyder uddannelsen som Amors Assistent. Her skal vi lære at ramme hjerter med både smukke ord og pile. Læs mere om arrangementet her.

Torsdag d. 15. februar og fredag d. 16. februar. Begge dage kl. 10-12: Makerspace
Biblioteket besøger i vinterferien Næstved Maker Space, hvor vi skal lege med former, farver og folieskærer. Med afsæt i historien ”I mit lille hjerte” skaber vi glaslignende mosaikker, som illustrerer hvad vi hver især gemmer på i hjertet. 

Torsdag: 5-8 år. Læs mere her. 
Fredag: 9-13 år. Læs mere her. 

Alle dage (undtaget onsdag) kl. 10-16: LEGO® “Build the Change” (Fra 6 år)
Med LEGO®-klodser i hånden kan I finde på alternative løsninger til stormsikringsdigerne ved Enøs kyst, komme med bud på mulighederne i et nyt byområde ved Næstved Havn - eller opfinde nye måder at transportere sig på, i de lokalområder, hvor busruter er blevet nedlagt. Jeres løsningsforslag kan I udstille i biblioteksrummet, til inspiration og samtale om vores lokalsamfunds fælles fremtid. Læs mere om arrangementet her

OBS: Vær opmærksom på, at nogle arrangementer er gratis, imens andre kræver billetter. Læs mere under det enkelte arrangement.