Tre måneder med monstre

26.09.22
I oktober, november og december stiller Næstved Bibliotek skarpt på temaet monstre. Det kommer både til at handle om fiktionens monstre, folketroens monstre og de indre monstre.

Vi møder monstre i litteraturen, på film og i andre medier som skræmmende, uhyggelige skabninger, der bringer gys og uhygge. Men vi kan også have dem tæt inde på livet i overført betydning - som afhængighed, depression eller på anden vis. Alt dét og meget mere kan du følge med i, når vi dykker ned i temaet på hjemmesiden, på Facebook, på Instagram og selvfølgelig på bibliotekerne.

Vores tema spænder denne gang meget vidt. Fra de helt håndgribelige, skræmmende monstre vi kender fra fiktionens verden til de abstrakte, indre monstre vi hver især kan tumle med i dagligdagen. Fællesnævneren er at temaet undersøger vores frygt for monstre og de negative træk, vi har en tendens til at lade vores opfattelse af dem tage form af.

Udover at være dystert og uhyggeligt, er temaet også en fascinerende og oplagt mulighed for at tænke nærmere over, hvorfor ’monstre’ i bred forstand ikke kun har en fremtrædende rolle i populærkulturen, men også umærkeligt ofte er et dystert bagtæppe i de problemstillinger og samfundsspørgsmål, der optager os. Tænk f.eks. over, hvilke negative historier du møder i mediebilledet. Klimakatastrofer, krig, unge i mistrivsel, stigende bandekriminalitet og lignende beskrives som fænomener ofte på en sådan måde, at du næsten kan se dem tårne sig truende op foran dig. Som skræmmende, mørke monstre, vi i fællesskab skal undgå og afværge. 

Monstre for store og små

Vores tema udfoldes både gennem arrangementer for børn og voksne. Vi skyder temaet i gang på kulturnatten d. 7. oktober, hvor de mindste på en tryg og hyggelig måde får mulighed for at undersøge temaet på en række gratis aktiviteter. Herefter vil vi året ud formidle temaet online og til fysiske arrangementer på bibliotekerne. Følg med på Facebook, Instagram og her på hjemmesiden, hvor vi løbende annoncerer de forskellige indslag.

Her er et udpluk af de arrangementer, du kan glæde dig til:

Poesi og monstre
Den 11/10 er der fælleslæsning af digte på Rønnebæksholm. Kulturformidler Sigurd Dam læser højt af udvalgte digte, selvfølgelig med temaet monstre, og starter en samtale på baggrund af hvert digt. Rønnebæksholm kan blive meget mørk sådan en aften i oktober, og den gamle bygning bidrager med både ubestemmelige lyde og måske et spøgelse eller to. Stemningen kommer altså til at emme af uhygge, når vi skal dykke ned i poesiens behandling af monstre. Book billet til poesi og monstre her.

Forfatterforedrag: Jesper Stein om romanen druk
Jesper Steins nyeste roman Ædru tager udgangspunkt i den sværeste ændring han har måttet lave i sit liv. Lag på lag af den 54-årige hovedpersons personlighed, løgne og benægtelser skrælles af, så vi kommer helt ind under huden på ham. Jesper Stein fortæller den 13/10 på Glumsø bibliotek om tilblivelsen af bogen og om den litteratur han hele sit liv har elsket og spejlet sig i - de store mandlige drukfortællinger med al deres forfaldsæstetik, som fylder så meget i verdenslitteraturen. Køb billet til forfatterforedraget med Jesper Stein her.

Årets uhyggeligste skovtur - en skumringsvandring i sagnfolkets fodspor
Mandag den 31. oktober arrangerer biblioteket en vandring gennem den dystre Herlufsholmskov, hvor du undervejs får fortalt gruopvækkende historier om gamle sagn og mytiske væsner. ”Denne aften, hvor jorden forener sig med de dødes rige, rives sløret væk mellem det levende og døde,” skriver Dannie Druehyld i klassikeren Heksens håndbog om Allehelgensaften, og vi skal selvfølgelig udforske hvad der ligger bag sløret! Den gamle folketro kan lære os meget om ikke blot vores historie, men også om os selv og vores forhold til naturen, som vi i stigende grad er blevet fremmedgjorte overfor. Og måske har vi endda brug for de uhyggelige historier for bedre at kunne håndtere virkelighedens uhyrligheder? Book billet til skumringsvandringen i sagnfolkets fodspor her.

Doktor Gys blodige laboratorium
Har du nogensinde tænkt over, hvordan det kan se så virkeligt ud, når nogen bliver skudt i en film? Eller måske ligefrem får hugget hovedet af, så det står ud med blod? Så skal du besøge biblioteket lørdag den 5/11, hvor Doktor Gys kommer på besøg med sit blodige laboratorium! Han indretter sit eget lille rædselskabinet med bl.a. kranier, uhyggelige bøger, stearinlys, afhuggede hænder og filmblod. Mange af rekvisitterne er special-konstrueret og har været anvendt på f.eks. film eller teater, og du kan selv få lov til at eksperimentere med både blod og drabelig sminke. For børn mellem 8 og 13 år.

Forfatterforedrag: Puk Hoppe-Søe - Et monster flytter ind … og ud
I virkeligheden møder vi ikke så mange varulve, drager eller andre monstre, i stedet må man nogle gange kæmpe med monstre der er inde i én selv. Den oplevelse havde Puk Hoppe-Søe, der allerede som 11-årig blev ramt af en spiseforstyrrelse. Mandag den 7. november fortæller hun om den kamp hun måtte igennem fra hun var 11 til hun var 14, så alle os andre forhåbentlig kan lære af hendes svære tid. I sin bog om sine oplevelser skriver hun: ”Jeg håber så inderligt, at denne bog kan sprede én eller anden form for lys og glæde i ethvert forstyrret sind – og til dem på sidelinjen, som hver dag kæmper hårdt for at kunne hjælpe, støtte og trøste i svære tider,” og netop fællesskabet må være den bedste måde at bekæmpe både de indre og ydre monstre. Book billet til forfatterforedraget med Puk Hoppe-Søe her.

Vi nørder true crime og seriemordere med Florence McLean
Er du også fascineret af det mørke i mennesket? Og sluger du måske endda alle true-crime podcasts og serier? Så får du den 10/11 muligheden for at opleve Florence McLean, der er Danmarks førende forsker i seriemordere og er uddannet Criminal Profiler og gerningsstedsanalytiker fra det prestigefyldte Forensic Criminology Institute i USA. Med en baggrund i psykologi foretog hun en stor spørgeskemaundersøgelse af de værste seriemordere i USA, England og Australien, hvilket førte til længere brevvekslinger med flere af dem. Alt sammen for at Florence kunne prøve at forstå hvorfor nogle mennesker ender med at blive seriemordere. Hun er derfor Danmarks førende forsker i seriemorderes psykologi og samarbejder bl.a. med FBI i sit arbejde med at undersøge hvordan vi helt kan undgå at nogen bliver seriemordere. Book billet til arrangementet med Florence McLean her.

Foredrag om det gode gys med horrorforsker Mathias Clasen
Hvorfor tiltrækkes vi af gyset? For at finde ud af det, må du bevæge dig ud i mørket, ned i sindet og hen på Næstved Bibliotek torsdag den 17/11. De fleste vil sige, at de helst ikke vil have nogen ubehagelige overraskelser i livet – alligevel er vi mange der søger uhyggen og ubehaget i bøger, film og spil. Især omkring halloween og de mørke vintermåneder læser vi historier om vampyrer, varulve og monstre – det er næsten som om vi drages mod det skræmmende og det uhyggelige. Men hvorfor? Horrorforsker Mathias Clasen vil fortælle om ”rekreativ frygt” og hvordan et godt gys er med til at lære os at styre vores følelser. Kan det at se gyserfilm eller spille skræmmende computerspil måske ligefrem fungere som en slags frygt-vaccine og faktisk være sundt for os? Book billet til foredraget om det gode gys her.

Benni Bødker og John Kenn Mortensen tegner og fortæller om julemonstre
Julen er den hyggeligste tid på året fyldt med småkager, julekalender, smukke lys og masser af hyggelige aftener under et varmt uldent tæppe. Eller hvad? Lørdag den 3. december fortæller børnebogsforfatter Benni Bødker og illustrator John Kenn Mortensen om juletidens grufulde monstre fra vandrehistorier og folkesagn. Undervejs vil John tegne nogle af monstrene, og du får også selv muligheden for at skabe og tegne dine egne monstre, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle de andre deltagere!

Filmvisning: Kom og se en uhyggelig jule-kult-klassiker på storskærm
I den hyggelige juletid med masser af konfekt, søde nisser og flettede hjerter, kan man godt have brug for et godt gys. Det kan du få på Næstved Bibliotek lørdag d. 17. december, hvor vi viser en jule-kult-klassiker på storskærm. Vi kan ikke afsløre, hvad det er for en film, men vi kan sige, at den oprindeligt startede sit liv som et digt. Filmen handler både om at finde sig selv og kærligheden, men omdrejningspunktet er gys og gru, krydret med en god del julehygge. Og så kan den både ses af børn og voksne. Filmen viser vi på Lille Scene på Næstved Bibliotek, og vi serverer naturligvis popcorn til. Så kom og jule(u)hygge med os – hvis du tør! Book billet til filmvisningen her.
 

Emne