
De indre monstre i litteraturen
Det kan være ubehageligt at se vores egne mest destruktive tilbøjeligheder i øjnene, men det er netop hvad mange forfattere gør og gennem tiden har gjort. Det skal vi se nærmere på i denne artikel.
Afhængighed og forfaldsæstetik
Afhængighedens monster har mange ansigter. Alkoholomtåget, forvredet og desillusioneret. I litteraturhistorien findes mange skildringer af den menneskelig deroute, som ofte følger med et misbrug. Tom Kristensens hovedværk ’Hærværk’ er et klart eksempel på dette. Med jazzede undertoner følger vi den forpinte Ole Jastrau, der nat efter nat, øl efter øl, kommer tættere og tættere på afgrunden.
I nyere tid skriver Jesper Stein sig også ind i den del af litteraturhistorien, som tager livtag med afhængighedens monster. I sin nyeste roman ’Ædru’ fortæller Jesper Stein om en mand, der er nødt til at holde op med at drikke. Men udover at tage et opgør min sit alkoholmisbrug vil fortælleren også tage et opgør med litteraturhistoriens store mandlige drukfortællinger med al deres forfaldsæstetik.
Torsdag d. 13/10 kommer Jesper Stein forbi Glumsø Bibliotek, hvor han vil fortælle om romanen ’Ædru’ og om sin kamp for at komme ud af alkoholens klør. Her kan du læse mere om arrangementet med Jesper Stein.
Når man gør skade på sig selv
Flere og flere mennesker skader sig selv med vilje for at lindre psykisk smerte, og specielt blandt unge er selvskade i dag et stort offentligt sundhedsproblem.
Udover at gøre skade på kroppen, kan selvskadende adfærd også gøre skade på selvet. På den måde kan adfærden også forstås som et sprog. En måde at kommunikere på. Kroppen bliver et sprog for sindet og det sociale.
I januar 1963 udgav Sylvia Plath sin første og eneste roman ’The Bell Jar’ ( på dansk ’Glasklokken’). Måneden efter begik hun selvmord. ’Glasklokken’ er i høj grad en selvbiografiske roman. Bogens hovedperson, den 19-årige Esther, kommer i løbet af romanen længere og længere ned i depressionens sorte hul, bliver indlagt på et psykiatrisk hospital og forsøger flere gange at tage livet af sig selv.
I bogen ’Et monster flytter ind … og ud’ fortæller den lokale forfatter Puk Hoppe Søe om sin kamp mod ustyrlige, destruktive tanker, spiseforstyrrelse og tvangsmotion. Puk Hoppe Søe gæster Næstved Bibliotek 7. november, hvor hun vil fortælle om sine erfaringer og hvordan hun fik styrken og modet til at stå imod spiseforstyrrelsens kræfter. Her kan du læse mere om arrangementet med Puk Hoppe Søe.
Har du brug for hjælp?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05. Du kan også skrive til Livsliniens mailrådgivning www.skrivdet.dk.
Har du problemer med misbrug? Eller er du pårørende til en misbruger? Så kan du blandt andet få hjælp hos Næstved Kommunes Alkoholrådgivning. Alkoholrådgivningen kan kontaktes på telefon 55 88 14 60 fra mandag til fredag. Det er også muligt at sende en mail til Alkoholrådgivningen på sundhedscenter@naestved.dk
Har du spiseforstyrrelse eller selvskade? Eller er du pårørende? Så kan du få hjælp og rådgivning hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade på www.spiseforstyrrelse.dk eller på telefon 70 10 18 18.
Tema om monstre
I oktober, november og december måned har bibliotekerne i Næstved Kommune et særligt fokus på temaet Monstre.