"Flere af sangene tager afsæt i violinisten, guitaristen og keyboardspilleren Warren Ellis' elektronisk redigerede loops. Ellis har tidligere været et forstyrrende element i The Bad Seeds' gotiske rumlen. Nu har han fundet sin plads i bandet og er en stor gevinst. Hans loops, der er inspireret af Ellis' og Caves arbejde med filmmusik de senere år, spiller en central rolle på Push The Sky Away. De skaber puls, grundstemning og et labilt terræn i en lyd, hvor de to trommeslagere og guitarerne bestemt ikke kommer på overarbejde.Gruppen har gjort de mange års erfaring til en frigørende faktor i et levende sammenspil, som ruller og bobler. Her spilles ikke for meget, og musikerne følger instinktivt sangenes underliggende fornemmelser og teksternes fortællinger"

"Sammen med The Bad Seeds er Nick Cave standset op, før han endte som en parodi på sig selv. I stedet har de fundet ind til alvoren på ni overvældende hymner"

"Poesi og eftertænksomhed foldes suverænt ind i afdæmpede arrangementer og smukke melodier på det 15. album fra Nick Cave & The Bad Seeds ... Om mange af indslagene på »Push The Sky Away« må man sige, at de lige så ofte er lydlandskaber, som de er regulære sange, hvilket ligner en afsmitning fra de film-soundtracks, Nick Cave og Warren Ellis har skrevet de seneste år. Og multiinstrumentalisten Ellis er om nogen lydarkitekten på det nye album, hvor alle seks The Bad Seeds-medlemmer underspiller med stor suveræn effekt"

"Cave har før skiftet farve. Men modsat f.eks. The Boatman's Call er Push The Sky Away ikke bare smuk, men også konstant nagende og foruroligende - i et meget virkningsfuldt enkelt udtryk, som står glimrende til Caves rå, følsomme/perverse poesi ... Der er mange eksempler: Åbningsnummeret We No Who U R, hvor Cave med ekkokeyboard og stille børnekor ildevarslende nøgternt forudsiger noget, der ligner naturens svar på vores rovdrift. Jubilee Street, der med Velvet Underground-referencer som repetetiv lille guitarrundgang, talesang og skærende cello vokser til klimaks under luder-besøget"