Storbylæsning. Foto: Filip Mishevski for Unsplash.
Storbylæsning. Foto: Filip Mishevski for Unsplash.

Bøger til storbyferien

15.07.21
Går din ferie til en storby i år? Eller vil du bare gerne drømme dig til storbyens puls? Så tjek denne artikel ud, hvor vi inspirerer til god storbyferielæsning.

Selvom meget af verden fortsat lyser op i røde, orange og gule farver på verdenskortet, er det efterhånden muligt at pakke kufferten med sommertøj og solcreme (og en god bog) og rejse ud af landet på sommerferie. 

En evergreen inden for ferieformer er storbyferien. At gå rundt i en pulserende storby, drikke kaffe på en lille fortovscafé, shoppe, tage på museum, spise på en ny restaurant hver aften er for mange den perfekte måde at holde ferie på. Og det er noget særligt at læse en bog, som foregår lige netop i de gader, man selv går rundt i på sin ferie. Derfor har vi fundet en række bøger, hvor storbyerne Paris, Berlin, Rom og København spiller en central rolle.

Hvis turen går til Paris
Paris, byernes by, er portrætteret i mange bøger. Forfatteren Patrick Modiano er en af dem, som ofte lader sine fortællinger folde sig ud i Paris. I romanen ’Askeblomster’ fra 1991 vandrer den anonyme jeg-fortæller rundt i Paris’ gader, mens en strøm af fortællinger og erindringsglimt springer frem fra byens bygninger. Og i ’Usynligt blæk’ forsøger hovedpersonen Jean at opklare en gammel sag om en ung kvinde, der tilsyneladende er forsvundet sporløst fra sin lejlighed i Paris’ 15. arrondissement. 

Den vanskelige kærlighed, forelskelse og begær folder sig ud – med Paris som kulisse – i den atmosfærefyldte roman ’Giovannis værelse’, som er skrevet af den amerikanske forfatter James Baldwin og oversat til dansk ved Pia Juul. ’Giovannis værelse’ er et oplagt følgeskab til den romantiske tur til Paris. Er du mere til krimier, er ’Occidentens stjerne’ af Benni Bødker en anbefaling værd. Vi befinder os i Paris i året 1905, og antikvitetshandleren Austin Baldwick er netop ankommet til Paris for at hente liget af sin afdøde kollega. Men det går ikke helt som planlagt. ’Occidentens stjerne’ er en gotisk spændingsroman, som tegner et billede af et Paris, man sjældent hører om.

Hvis turen går til Berlin
Romanen ’Berlin Alexanderplatz’ af Alfred Döblin kan man ikke komme uden om, når emnet er Berlin – eller storbyromaner for den sags skyld! I ’Berlin Alexanderplatz’ er der to hovedpersoner: den småkriminelle og godmodige flyttemand Franz Biberkop og storbyen Berlin. Det er en skelsættende roman om en mand, en tid og ikke mindst en by. Så den kan du med fordel tage med dig, hvis turen går til Berlin.

Du kan også sige goddag til Berlin med romanen ’Farvel til Berlin’. I Christopher Isherwoods klassiker fra 1939 møder vi mellemkrigstidens Berlin, hvor en ung forfatter iagttager byen og dens beboere, mens han selv skriver på sin anden roman. Romanen er inspireret af Christopher Isherwoods egne oplevelser som ung mand i Berlin under Weimarrepublikken.

Hvis turen går til Rom
Hvis bygninger kunne tale, ville Rom være et inferno af saftige fortællinger fra byens lange historie. Men bygninger kan som bekendt ikke tale, og derfor er det heldigt, at vi i stedet kan læse os til nogle af de gode historier i diverse bøger. 

Vi kan lægge ud med første bind i Conn Igguldens hæsblæsende og farverige romanserie om Romerrigets mægtigste og mest berømte feltherre og politiker, Gajus Julius Cæsar. Her følger vi den unge Gajus Julius og hans bedste ven, den forældreløse Marcus, mens de vokser op i og omkring Rom. Og det går ikke stille for sig!

Det går heller ikke stille for sig i krimien ’Forvandleren’ af Donato Carrisi. I Roms gader og stræder er en kriminalfotograf og en ekspert i uforklarlige krimigåder på jagt efter en uhyggelig morder med forbindelse til et hemmeligt arkiv i Vatikanet. Vil du hellere læse noget med mindre vold og uhygge, kan du kaste dig over romanen ’Brudstykke’ af Maja Magdalena Swiderska.

Hvis turen går til København
Måske går turen ikke længere væk end til vores egen hovedstad. Mange danske forfattere har ladet sig inspirere af København. En af dem er Herman Bang i romanen ’Stuk’. I den skildres det dekadente og luksuriøse overflodsliv i slutningen af 1880’ernes København, men under den pæne overflade lurer forfaldet. Du kan også vælge at spole tiden 100 år frem til 1980’erne og opleve København gennem Søren Ulrik Thomsens lyriske briller i digtsamlingen ’City slang’. Eller hvad med at tage på en guidet tur til ’Mount København’ eller på ’Bebop Bar’?

Uanset hvor du skal hen, må du have en rigtig god rejse!

Emne