Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Spændende bog om Ava og Sam fra hver deres samfundslag i et Storbritannien, der har isoleret sig fra resten af Europa, og hvor retsstaten og demokratiet er under pres. Forhistorien til "Slettet"-trilogien. Til dystopi-elskere fra 13 år

Beskrivelse

Storbritannien i en nær fremtid: Demonstrationer og optøjer eskalerer, retsstaten og demokratiet er i opløsning og erstattes af strenge regler, der håndhæves af den nye elite-enhed, Lorderne. Sam er priviligeret, hun er datter af vicepremierministeren og har levet et beskyttet liv. Avas far kører taxa, og hun arbejder hårdt i skolen. Ava og Sam går på samme skole og lærer hinanden at kende, da Ava bliver Sams tutor. Sam oplever ting på nært hold, der gør at hun beslutter at gøre noget

Vurdering

En meget spændende bog, der fortæller den nære historie om Sam og Avas venskab og deres forhold til deres familier på gribende vis, og samtidig fortæller den store historie med demokratiets nedbrud og fremkomsten af en totalitær stat, så det fremstår skræmmende tydeligt, hvor sårbart vores samfund er. Bogen er opdelt i korte kapitler, og vi følger skiftevis Ava og Sam. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog, og vil appellere til mange typer læsere. Kan læses uafhængigt af trilogien

Andre bøger om samme emne

Oplagt at sammenligne med Hunger Games (Dødsspillet). Fokus på et totalitært samfund og dets regler ser vi også i Den sorte enkes by