Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Der er fart over feltet, når vi denne gang følger Morten Münsters streetsmarte hund Bubbi ud i vildmarken, på flugt fra politiet. Fra 9 år og op

Beskrivelse

3. bind i serien om den talende hund Bubbi, der igen og igen formår at rode sig selv og sin ejer Morten ud i problemer. Denne gang bliver Bubbi pågrebet af politiet i Los Angeles lufthavn, da han sammen med Morten og Ritta er på vej hjem til Danmark. Bubbi er efterlyst, og betjentene fremlægger beviser i form af en række fotos af Bubbi i færd med alverdens ulovligheder. Ingen vil tro på Bubbis uskyld, og han ser ingen anden mulighed end at flygte. På sin vej mod den canadiske grænse slår han følgeskab med den UFO-forskrækkede vildmarksentusiast Johnny, gravhunden Gurli og kæmpeskildpadden Kong King. Kan Bubbi holde sig skjult i Canadas vildmark, er det liv overhovedet noget for ham - og hvem er hunden på politiets fotos egentlig?

Vurdering

Underholdningsniveauet er i top, og tweenlæserne vil fryde sig over de mange skøre episoder og den grovkornede dialog og humor. Illustrationerne er fint afstemt i forhold til handlingen, og teksten er letlæst, dog med en del dialekt- og slangudtryk

Andre bøger om samme emne

Der er masser af fjol og underholdende episoder i Jacob Riisings Karmaboy - kometen og den onde numsekløe og i Ternet Ninja når den sorte humor nye højder. Hvis crazyhumoren skal have fuld skrue er Stinkbombe & ketchupfjæs og de grumme grævlinger et sikkert hit