Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Guldager Rasmussen

Kort om bogen

Året er 1947. En gammel kvinde med det underfulde navn Marvellous Ways bor ved bredden af floden i Cornwall. Hun venter på noget, men ved endnu ikke, hvad det er. Måske er det den unge, plagede soldat Francis Drake, som pludselig dukker op en dag i sit eget hjerteskærende ærinde? En magisk og eventyrlig feel good-roman til den romantisk anlagte læser

Beskrivelse

Marvellous er gået ind i sit halvfemsindstyvende år. Hendes lange liv har både været fyldt med magiske eventyr og kærlighed, men også med ensomhed og længsel. Hun mærker, at hun har en sidste mission, inden hun skal dø. Og død er der nok af: 2. verdenskrig har sat sine spor - særligt hos den unge soldat Francis, som kommer til Cornwall for at aflevere et brev fra en død soldat til dennes far. Marvellous og Francis møder hinanden, da de begge har mest brug for det, og med sine eventyrlige beretninger om sit liv, puster den gamle kvinde nyt liv i den unge mand

Vurdering

Bogen er, indenfor sin genre som magisk feel good-roman, absolut vellykket. Og selvom man luner sig ved Marvellous' fantastiske kvindefigur og det idylliske engelske landsbysamfund, er der også flere ulykkelige skæbner, som affødes af krig, fattigdom og ensomhed. En smuk og mangesidet fortælling

Andre bøger om samme emne

Med sit både jordnære, men også poetiske sprog, og de mange eventyrlige ting, der på naturligste vis udfolder sig, minder bogen om Majbritte Ulrikkeholms romaner. Også Joanne Harris' Chokolade og Chokoladeheksen har denne særlige form for indlemmelse af magi og eventyr