Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Sjøblom

Kort om bogen

Prinsesse Eadlyn står midt i udvælgelsen af sin fremtidige mand, da ulykkerne regner ned over kongehuset i Illéa. 5. og sidste bind i "The selection" serien for piger fra 13 år

Beskrivelse

Kronprinsesse Eadlyn har knap tid til at lade sig kurtisere af de 6 håbefulde unge mænd, der er tilbage i Udvælgelsen. Eadlyns bror er rejst bort, dronningen er blevet syg og kongen har midlertidigt overladt styringen af landet til datteren. Befolkningen er stadig utilfredse og også inde i slottet har Eadlyn svært ved at finde ud af, hvem hun kan stole på. Og ikke mindst hvem, der vil være den rette ægtemand for hende og samtidigt den rette prinsgemal for befolkningen i Illéa?

Vurdering

Bogen er hurtigt læst og er skrevet efter nøjagtigt samme skabelon som de forrige bind i serien. Her er masser af rigdom, lækkert tøj og lækre fyre. Handlingen breder sig over mange emner lige fra familiehemmeligheder, kærlighed og til politik og alligevel bliver den ved med at være noget overfladisk. Det er stadig god underholdning, men serien er blevet lidt udvandet her i sidste og 5. bind

Andre bøger om samme emne

Serierne "Hunger games" og "Divergent" skildrer også fremtidssamfund med en klassedelt og undertrykt befolkning. De er af noget højere kvalitet end "The selection"