Lektørudtalelse

Forfatter: Julie Arndrup

Kort om bogen

Fin billedbog for de 5-8-årige om to små gededrenge, der finder en tabt mobil og bruger den til at lave telefonfis

Beskrivelse

De to gededrenge Dennis og Simon finder en tabt mobil og beslutter sig for at lave telefonfis. I adresselisten finder de nummeret på Trold, som de har hørt er meget ond og led. De sender en række sms'er til Trold, med tarvelige og mobbende beskeder og beslutter sig så for at opsøge ham i virkeligheden og tage et grimt billede af ham. Det viser sig, at Trold er en lille nuttet fyr, der står og græder og er ked af det, fordi nogen sender grimme beskeder til ham. Drengene har dårlig samvittighed og går til bekendelse og siger undskyld. Til sidst finder de på en sjov leg, som alle kan være med til. Bogen er smukt illustreret af Tony Ross

Vurdering

Det er en sød og rigtig god historie. De to gededrenge er ikke onde, bare ubetænksomme, og handlingen illustrerer rigtig fint, hvor nemt man kan komme til at såre andre på skrift, hvis man ikke tænker over hvordan ens morsomheder kan tolkes i den anden ende. Bogen er en oplagt "brugsbog" til forældre der har behov for en snak med de yngre børn omkring brugen af mobiltelefon, og hvordan man skal opføre sig overfor hinanden

Andre bøger om samme emne

Der findes meget få billedbøger om mobiltelefoner og brugen af dem, men et bud kunne være Isbjørnen der var så flink