Julemand med mundbind

Jul i en tid med COVID-19

21.12.20
Hvordan kan vi fejre juleaften og stadig passe på hinanden? Det får du inspiration til her.

Juleaften er en helt særlig aften for mange af os. Familie og venner samles, vi danser om juletræet og synger julesange og salmer, deler gaver ud og spiser julemad. Men juleaften 2020 bliver anderledes, for vi skal passe på hinanden.

Derfor får du her Sundhedsstyrelsens råd til juleaften i en tid med COVID-19:

  • Vær ikke mere end 10 personer til julehyggen derhjemme inkl. dig og din husstand – og husk at jo mindre din stue er, jo færre gæster kan du have.
  • Du skal holde dig til få mennesker i julen, men du kan godt se din allernærmeste familie, selvom du ikke har været sammen med dem for nylig. Husk at gøre det let for alle at følge de gode råd.
  • Du kan godt gå rundt om juletræet og synge med dem, du bor sammen med, men du bør holde 2 meters afstand til andre. Hvis I samler flere husstande til juleaften, så overvej om I fx kan danse om juletræet af flere omgange, om I kan skiftes til at synge eller om I kan nynne.
  • Sørg for 2 meters afstand til personer i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19, når du lægger bordplanen for årets julemiddag.
  • Husk også at holde afstand, når der hentes gaver under træet, og når gaverne pakkes ud.
  • Det er også vigtigt at huske dem, der føler sig ensomme i juletiden. Du kan sende juleglæde med afstand fx ved at gå forbi dem, du ved, føler sig alene og på afstand ønske glædelig jul. 

Du kan læse flere gode råd i Sundhedsstyrelsens pjece Jul i en tid med COVID-19.