Foto af Næstved Bibliotek taget oppe i luften
Foto af Næstved Bibliotek taget oppe i luften

De selvbetjente biblioteker er igen åbne

02.02.18
Kultur- og Demokratiudvalget har på sit sidste møde bevilliget midler til vagtdækning af bibliotekerne. Så fra d. 19. februar åbnede de selvbetjente biblioteker igen. Dog lukkes der helt for det selvbetjente bibliotek på weekendaftener.

Bibliotekerne i Næstved Kommune har igennem et halvt års tid oplevet uro og drengestreger på flere biblioteker. Derfor har bibliotekerne i Fuglebjerg, Næstved og Fensmark holdt lukket om aftenen siden jul. Men fra d. 19. februar åbnedes altså igen med lidt ændrede åbningstider. 

Udvalgsformand Linda Frederiksen mener at det selvbetjente bibliotek er et af de bedste tilbud vi har på kulturområdet. Biblioteks- og Borgerservicechef Karen Delfs er meget glad for beslutningen. Hun udtaler: ”Bibliotekerne er en vigtig base for borgere. Her kan man ikke alene låne bøger, men også mødes i studiegrupper, læseklubber, håndarbejdscafeer eller bare til en kop kaffe med veninden. Vi vil gerne være borgernes hus, hvor den gode samtale er i fokus – og der spiller vores lange åbningstider en vigtig rolle”

Det har været unge i alderen 12-17 år der har lavet ballade. Bibliotekerne har et godt samarbejde med både politi og SSP (samarbejde mellem skole, socialområdet og politi) samt lokalrådene. Samarbejdet skal sikre at der tages fat i de unge der laver balladen, og også at der arbejdes på andre tilbud til de unge.

Bibliotekerne åbnede for den selvbetjente tid mandag d. 19. februar - ugen efter vinterferien. Vagtdækningen er allerede kommet på plads. 

De nye åbningstider vil være 8-22 mandag-torsdag og 8-17 fredag-søndag på alle biblioteker i Næstved Kommune. Ændringen gælder fra d. 19. februar. 

OBS: Byrådet har besluttet at den betjente åbningstid på Næstved Bibliotek skal være klokken 10-17 på hverdage og den beslutning trådte også i kraft fra d. 19. februar. Og det betyder også at biblioteket lukker helt klokken 17 på fredage. Brugere af den selvbetjente åbningstid på Glumsø Bibliotek og Korskilde Bibliotek, der ikke har været lukket pga. uro, skal desuden være opmærksomme på at der fra d. 19. februar ikke lukkes klokken 22 fredag til søndag, men allerede klokken 17.

Se bibliotekernes åbningstider