Billede af Lena Zachariassen
Lena Zachariassen

Vandring på Caminoen

13.10.16
Tirsdag den 11. oktober var der foredrag på Glumsø Bibliotek med Lena Zachariassen. Hun fortalte med stor entusiasme og humor om sine vandringer på pilgrimsruten ”Caminoen” til Santiago de Compostela i Nordspanien.

Lena Zachariassen fortalte de mange fremmødte om sine vandreture på "Caminoen". Hun er nemlig én af dem, der har formået at realisere sine drømme. Og det har hun bestemt ikke fortrudt.

Føler omsorg for hinanden

Det er så fantastisk – og man er aldrig alene. Der er masser af andre ”pilgrimme”, som passer på én. Man mødes for så at skilles og mødes igen senere på "Caminoen", fortalte Lena Zahariassen, som tog på sin første pilgrimstur i 2008, hvor hun gik alene de første fem uger. Herefter stødte kæresten til, så de sammen oplevede den sidste del af turen.

Undervejs boede hun på de små ydmyge herberger, som ligger på ruten. Det kan være en god øvelse i at slippe kontrollen og f.eks. undlade at bestille værelse hjemmefra, men blot tage det, man kommer forbi, sagde Lena Zachariassen, som havde medbragt sin elskede rygsæk, sine vandrestøvler, pilgrimspas og andre ting fra sine rejser.

Giver nyt fokus i hverdagen

Det er blevet til flere ture gennem årene. - Alle vandringer har givet unikke oplevelser. Og det giver en ubeskrivelig ro at vandre, sluttede Lena, som efter den første tur kom hjem og så på hverdagen med et helt nyt fokus.