Idas streger

22.02.16
Fra tirsdag den 1. marts til torsdag den 9. april udstiller den unge lokale kunstner Ida Borberg sine tegninger og billeder i X-rummet på Næstved Bibliotek.

Ida Borberg har altid elsket at tegne. Gennem årene har hun prøvet sig frem i forskellige stilarter. Det sidste års tid har hun tegnet Zentangle eller Zendoodle. Stilen har rødder i de kruseduller, man tegner, når man taler i telefon eller er til møde.

- Det er mønster efter mønster, og man bestemmer selv, hvordan de skal se ud og sættes sammen, lige meget om det skal være figurativt eller abstrakt. Det hedder Zen, fordi man er koncentreret og afslappet på samme tid, så det er lidt som meditation, fortæller 19-årige Ida Borberg, som til daglig læser til pædagogisk assistent i Næstved.

Ida Borberg dekorerer også trendy sko i Zentangle-stilens strukturerede sort/hvide krusedulle-mønstre.

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.