Et (LP-)cover siger mere end tusind ord - del 2
Jeg har købt to rammer til LP-covers og der skulle jo så vælges to LP’er til væggen, som signalerede det jeg vil associeres med… For i øvrigt jo fuldstændig ligesom man gør det på sin virtuelle facebook-væg.
Mit første valg var The Rolling Stones: Let it Bleed og der på mange måder flettet ind i valg nummer to, der er coveret til albummet London Calling af The Clash.
Det er måske ikke helt oplagt at se det sådan, men for mig er der en lige linje fra The Rolling Stones’ tilegnelse af blues-genren og udviden den til sin helt egen bluesrock genre og det The Clash gjorde omkring 1980 med punk. De skabte med afsæt i den lidt primitive 3-akkorders fræsende, hvæsende punkgenre, et album med snart sagt alle rytmiske genrer: Jazz, rockabilly, soul, reggae, pop mv. der ikke kan benævnes som andet end et af de helt store rock-mesterværker.
Derudover vil det nok heller ikke være helt hen i vejret at påstå at medlemmerne af The Clash, som The Rolling Stones, ikke hver for sig er teknisk overlegne musikere, men ud af det løst strukturerede sammenspil skabes magi. Og det vil nok heller ikke være forkert at kalde begge bands bannerførere for det farlige, sexede og ja, endda revolutionære indhold i rockmusikken. Det er ikke for ingenting at The Clash’s næste, for i øvrigt, megalange og noget underkendte, album hedder Sandinista!
Og, ja, så er Pennie Smiths foto af Paul Simonon, der smadrer sin bas, bare et ikonisk billede af rockmusik med klare referencer til dens opståen. Og jeg har meget svært ved at forestille mig et liv uden rockmusik – specielt den slags, der rykker og provokerer.
Se herunder The Clash fremføre sangen London Calling, Train in Van og Guns of Brixton på amerikansk TV i 1980. Pladen gav det helt store gennembrud for bandet i USA.