Børns Bedste Bøger – kvalitetslitteratur for børn

Du har måske lagt mærke til de orange borde som står på alle bibliotekerne i Næstved Kommune. Det er borde der er fyldt med spændende børnebøger, og som vi på biblioteket kalder for Børns Bedste Bøger.

Helle har været med til at udvikle Børns Bedste Bøger og vi har mødt hende foran et af bordene med en række spørgsmål. 

Hvor længe har du været ansat på Næstved Bibliotek og hvad er din funktion?

Jeg har været ansat i snart 16 år, og jeg har indtil sommeren 2022 arbejdet som børnebibliotekar i alle årene. Men så fik jeg muligheden for at prøve noget nyt, så i august måned tiltrådte jeg stillingen som materialekoordinator, hvor jeg bl.a. har ansvaret for vores samlede materialebudget. Men mit hjerte banker stadig for børne- og ungdomslitteratur – helt voksen bliver jeg nok aldrig, haha!

Hvad er Børns Bedste Bøger?

Det er en kurateret samling af pt. 50 forskellige børnebøger, hvor vi har indkøbt 30 eksemplarer af hver bog. Bøgerne er fordelt på vores fem biblioteker i kommunen, så borgerne kan stort set altid finde et eksemplar af de forskellige bøger på deres lokale bibliotek. 

Hvordan opstod ideen til Børns Bedste Bøger?

Vi blev inspireret af et koncept, som Københavns Kommunes Biblioteker satte i søen for nogle år siden. De kaldte det for ”De første 100 – stakkevis af gode bøger”. Det er 100 nøje udvalgte børnebøger af høj kvalitet, som aldrig må mangle i udlånet. Vi syntes, at det lød som et super spændende koncept, som vi også gerne ville tilbyde vores lånere, bare i en lidt mindre skala. 

Hvem udvælger bøgerne og efter hvilke kriterier?

Bøgerne er udvalgt af børnekulturformidlerne på Næstved Bibliotek og Borgerservice. Udvælgelsen er sket på baggrund af et meget stort og grundigt stykke forarbejde, hvor vi hver især er kommet med forslag til bøger, som vi syntes kunne være oplagte til indkøb. Derefter har vi i fællesskab haft faglige drøftelser om hvert enkelt forslag, og på den måde snakket os frem til, hvilke titler der skulle indgå i tilbuddet til vores lånere. Vi har haft meget fokus på, at samlingen både skulle rumme nyere klassikere, som fx ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” og ”Vitello bygger en monsterfælde”, men også aktuelle og trendende bøger som ”Sallys far bander (- ad helvede til)” og ”Krypto”, der er en fantastisk tegneserie skrevet og tegnet af nordmanden Hans Jørgen Sandnes. Vi har også gjort plads til de lidt mere smalle og skæve mesterværker, såsom ”Dybt vand” af Lilja Scherfig og den grafiske udgave af Anne Franks dagbog. Desuden har vi forsøgt at få så mange forskellige forfattere af kvalitetslitteratur med som muligt, og vi har også prøvet at udvælge titler, som er illustreret af forskellige dygtige illustratorer, som fx Rasmus Bregnhøi og Otto Dickmeiss. Børns Bedste Bøger består primært af skønlitterære titler, men vi har også taget et par gode fagbøger med, herunder Sebastian Kleins ”Verdens 100 farligste dyr”, som man bare aldrig rigtig bliver træt af at læse i.  

Hvor længe er en bog med i Børns Bedste Bøger?

Vi gik i luften med Børns Bedste Bøger lige op til skolernes vinterferie i 2022, og her lagde vi ud med 45 forskellige bøger, som alle stadig er repræsenteret i samlingen. For nylig har vi tilføjet 5 nye titler, og vi holder løbende øje med bøger, som vi synes fortjener en plads på det orange bord med Børns Bedste Bøger. Vi har ikke fastsat en udløbsdato på de enkelte titler, men vi holder selvfølgelig øje med, om de fortsat er interessante for lånerne ved at kigge på udlånstallene. 

Hvilken aldersgruppe dækker bøgerne?

Vi har en målsætning om, at børn i alderen 2-13 år skal kunne finde noget spændende læsning på Børns Bedste Bøger-bordet. Når det så er sagt, så er der jo også nogle af titlerne som er såkaldt alle-aldre-litteratur, altså bøger som kan læses og nydes af alle aldre, som fx Lisa Aisatos ”Livet – illustreret”. Derudover er der mange af bøgerne skrevet og tegnet af super dygtige forfattere og illustratorer, som med tekst og billeder formår både at underholde barnet og den voksne oplæser. Det ved man, hvis man har læst Andreas Bræstrup Kirsteins historier om ”Poul og far” eller Sallys far-bøgerne af Thomas Brunstrøm.

Har du selv nogle favoritter blandt bøgerne på det orange bord?

Uha, jeg har utroligt mange favoritter! Jeg elsker humoren i mange af de danske børnebogsudgivelser, som der fx er i Vitello-bøgerne, i historierne om Poul og far og i ”Myntes dagbog” af StineStregen. Men jeg har helt klart også en stor forkærlighed for bøger tegnet af de mange dygtige illustratorer, som kan findes på bordet, herunder Lisa Aisato og Otto Dickmeiss, som begge tegner så utroligt detaljeret og smukt. Dem bliver jeg aldrig træt af at kigge på og gå på opdagelse i!

Bliver bøgerne lånt fra bordene?

Ja! De bøger som er med i Børns Bedste Bøger er blandt de bøger i børnebiblioteket, som låner allerbedst ud. Så det er jo dejligt, at lånerne har taget konceptet til sig og udviser interesse for at gå opdagelse i de bøger, vi har valgt ud.

Børns Bedste Bøger
Det orange bord med Børns Bedste Bøger på Næstved Bibliotek.
19.05.23