
LiteratureXchange 2021
Modsat et utal af andre festivaler bliver LiteratureXchange ikke aflyst i 2021. Det er god nyt. For den århusianske litteraturfestival præsterer et imponerende katalog af både nationale, men især også internationale navne. Se de fulde program her.
Festivalen har annonceret store, veletablerede og internationale navne som indiske Salamon Rushdie, chilenske Isabella Allende, finske Sofie Oksanen, norske Vigdis Hjort og amerikanske Marilynne Robinson.
Flere af navnene kan dog kun opleves digitalt, på grund af… gæt engang… covid19.
Det er dog stadigvæk en tur til Aarhus værd.
To favoritter
For mig er det dog to andre navne, der stikker ud fra mængden, og de kan opleves i levende live.
Den første er norske Geir Gulliksen. Han har skrevet digte, essays og børnebøger, men det er for alvor hans romaner, der har givet ham medvind på cykelstierne. Nu er Gulliksen aktuel med romanen 'Den jeg skulle blive' (2021), der er en fremragende meditation over et sammenkrøllet liv, det at blive væk fra sig selv og blive den sande udgave af sig selv.
Oplev Geir Gulliksen her.
Den anden favorit er tyske Simon Strauss, der debuterede i 2017 med romanen 'Syv nætter'. I Tyskland fik romanen en opsigtsvækkende modtagelse og skabte heftig debat, da Strauss kaster et kritisk blik på det moderne, digitaliserede forbrugssamfund og blæser til kamp mod hyperindividualismen og manglen på meningsfulde fællesskaber.
Oplev Simon Strauss her.
Ulighed, ligestilling og det lyriske
Ud over en perlerække af klassiske forfatterarrangementer, huser festivalen også en række tematiske arrangementer under tre hovedtemaer: Mindre ulighed i verden, Mere ligestilling mellem kønnene (der tager udgangspunkt i to af FN's verdensmål) samt Musik og litteratur.
Under temaet Mere ligestiling mellem kønnene vil jeg fremhæve den prisvindende digter Gry Stokkendahl Dalgas, som med debuten ’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’ (2019) har skrevet digte om at være transkvinde og om forvandlingen fra et køn til et andet. Gry Stokkendahl Dalgas har allerede markeret sig som en unik litterær stemme, og du kan opleve hende i samtale med forfatter og journalist Puk Qvortrup om køn, identitet og om at finde sin plads i verden. Det er herfra, jeg vil begynde at tale - mød Gry Stokkendahl Dalgas.
Under temaet Mindre ulighed i verden vil jeg betone samtalen mellem den nigerianske forfatter Chigozie Obioma, den danske forfatter Thomas Boberg og professor ved Litteraturhistorie, Mads Rosendahl Thomsen, når de fortæller om deres romaner og deres blik på Afrika udefra og indefra. Afrika udefra og indefra - mød Chigozie Obioma og Thomas Boberg.
Under temaet Musik og litteratur vil jeg anbefale arrangementet med Henrik Platz, som fortolker Johannes V. Jensen digte musikalsk. Nobelpristageren og forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1959) er en mesterlig digter, som forbinder kvinden med naturen, foråret og skabelsesmysteriet og fremhæver hende som evolutionens ypperste led. Kvinden er Guddommeliggjort i ”et underværk af vækst og form, farve, sødme og skønhedsnorm. Al skabnings rod og blomst og frugt”, som han udtrykker det. Med nye melodiske fortolkninger ønsker musikeren Henrik Platz at få os til at lytte igen til skønheden i Johannes V. Jensens digte. Naturen, kvinden & kærligheden – Henrik Platz fortolker Johannes V. Jensen digte musikalsk
Se eller lyt med – ganske gratis!
Hvis du ikke har tid eller mulighed for at tage turen over vandet til Aarhus, kan du heldigvis både lytte og se med - ganske gratis - på et udvalg af festivalens arrangementer.
Nedenfor er samlet et overblik over radioudsendelser og onlinearrangementer, som du trygt kan følge med i fra Næstved.
DR Romanprisen 2021 – prisoverrækkelse
Radio: P1 d. 12. juni Kl. 14.00 - 15.00
Bogselskabet - med Anne Glad og Svend Åge Madsen
Radio: P1 d. 12. juni 2021 Kl. 10.00 - 10.45
Silkefyret - mød Ingvild Schade og Alen Causevic
Online: d. 09. juni 2021 Kl. 18.30 - 20.00
Åben læsekreds - Glitch Feminism: A Manifesto
Online: d. 13. juni 2021 Kl. 14.00 - 16.00
Tanker om titler - mød Svend Åge Madsen og Elsebeth Egholm
Online: d. 18. juni 2021 Kl. 16.30 - 18.00