
Er du til tysk litteratur?
Vil du vide mere om personen bag læsekredsen? Barbara Dubiel er initiativtager til og tovholder for læsekredsen. Hun er herboende tysker og siger om sig selv:
"Kærligheden fik mig til at komme til Danmark for 10 år siden. Mit første år brugte jeg til at lære sproget og som sabbatår for at falde på plads i mit nye liv. Jeg er kontoruddannet og har en baggrund i den internationale industri. Jeg er 58 år, har to voksne døtre i Tyskland og bor med min kæreste i det smukke herregårdslandskab nær Næstved. I min fritid læser jeg, dyrker yoga, cykler og elsker håndarbejde”.
Vi har stillet Barbara nogle spørgsmål om læsning:
Hvad læser du lige nu?
Agatha Christie: ”Das Schicksal in Person” og en bog om teambuilding.
Hvilken bog har betydet mest for dig?
Der findes nogle bøger, som jeg vender tilbage til for at finde et svar, støtte, oplysninger – alt afhængig af, hvilken situation jeg befinder mig i her og nu. En bog er, for mig at se, som en god ven – tålmodig, varm og til stede, når der er brug for en, jeg holder af.
Hvilken bog gjorde mest indtryk på dig som barn?
Jeg har læst mest eventyr. Grimms Märchen og ikke mindst elskede jeg bogen ”Tausend und eine Nacht”. Bogen var illustreret med ganske fantastiske billeder.
Hvem er din yndlingsforfatter?
Jeg er dybt afhængig af en (beklager) engelsk krimiforfatter – Dorothy Sayers. Hendes bøger er tit min sommerlæsning til at slappe af.
Når vi taler tysk litteratur – så er jeg meget imponeret af den tyske filosof Hilde Domin.
Er der en tysk bog du holder meget af?
Jeg har læst Thomas Mann "Buddenbrooks - en families forfald". Den var lidt tung at danse med, og dog en åbenbaring for mig. Jeg kunne lige pludselig forstå, hvordan værdierne i familien både går i arv og i glemmebogen. Jeg blev bare lidt klogere på sagen.
Vil du vide mere om læsekredsen eller melde dig til, kan du kontakte Ulla Pagh Andersen på denne mail: upand@naestved.dk