#bucketlist

#bucketlist

Af Anonym (ikke efterprøvet)
12.08.21
Skøn YA debut af Saynab Farah Dahir

I min sommerferie har jeg læst en del.
Blandt andet #buckelist, en dejlig YA roman, skrevet af Saynab Farah Dahir.

Bogen handler om Zola, som netop har færdiggjort gymnasiet.
Her havde hun ry for at være kedelig – og det vil hun gerne gøre op med, inden hun skal starte på universitet efter sommerferien.
Zola vil udfordre sig selv til at blive mere spontan, modig og interessant, finde sin passion og blive mere ligeglad med hvad andre synes.

Det vil hun gøre ved at lave en bucketlist med 31 udfordringer.
Der er kun to regler for Zolas bucketlist:

1.    Alle udfordringerne skal gennemføres i juli måned
2.    Det hele skal dokumenteres på Instagram på profilen bucketlist_31

Zolas første udfordring er #1 flirt med en tilfældig fyr og få hans nummer.
Det kommer der mødet med Noah ud af. Han er smuk, sød, sjov og arbejder som tatovør. Et par dage efter deres første møde, lader Zola Noah tatovere hende. Og da billedet af tatoveringen kommer på hendes insta, eksploderer antallet af følgere.

Zola ved ikke helt hvad hun skal stille op med de mange følgere og hvordan hun skal holde på deres opmærksomhed. Derfor lader hun følgerne komme med bud på udfordringer til hendes bucketlist og begynder at ændre listen, ved at bruge de forslag hun får ind. Det giver Zola en masse vilde udfordringer, som er med til at få hende til mærke efter hvem hun selv er og hvad hun gerne vil med sit liv.

Bogen er let læst. Jeg slugte den på en dags tid.
Jeg synes rigtig godt om Zola som hovedperson og kunne ikke lade være med at heppe på hende. Hun tumler med en masse spørgsmål, som jeg synes er rigtig vigtige, men også let genkendelige: Hvorfor er det svært at stå ved den man er? Er man altid bare den, som andre ser? Hvad bringer fremtiden? Hvilke valg er de rigtige? Hvad er min passion i livet? 

Jeg kan rigtig godt lide, at Saynab Farah Dahir har identitet i fokus i historien om Zola, uden at det på nogen måde kammer over og bliver belærende.
Og jeg kan synes det er fedt, at Zola til sidst er så meget i kontakt med sig selv, at hun kan stå ved, at hun (endnu) ikke helt ved hvad hun vil.

Sidst men ikke mindst er jeg VILD med bogens indpakning! 
Lige fra den flotte og farverige forside til inddelingen i 31 kapitler – et for hver udfordring – de lyserøde sider i bogen OG naturligvis Zolas instagram opslag på bucketlist_31 profilen, som er trykt sidst i hvert kapitel.
Det er top lækkert og udfordrer den fysiske bogs format. Samtidig løfter det historien og giver den kant. Man føler, at man er med Zola igennem hele historien.
Bagerst i bogen er hele Zolas bucketlist trykt med rettelser og overstregninger, så man kan se hvordan den startede og endte.
I love it!

Jeg kan varmt anbefale #bucketlist. En sød historie, som er pakket super lækkert ind og har et godt budskab. 

Perfekt sommerlæsning for YA fans!
 

Materialer
GennemseGennemse
  • Bog

#bucketlist

Af Saynab Farah Dahir (2021)
Zola har lavet en bucketlist med 31 udfordringer, der skal gøre hende mere interessant, sjov og spontan. Det bliver Z...
Læs mere