Waiting for Næver Ending Stories

Ingen litteraturfestival i år pga. coronavirus, men Næstved Bibliotek kan heldigvis noget andet, som kan opleves op til næste års Næver Ending Stories.

Litteraturfestivalen Næver Ending Stories skulle have løbet af stablen i august måned med massevis af foredrag, oplæsninger og oplevelser. Men ligesom så mange andre begivenheder, har vi været nødt til at se i øjnene, at vi ikke kan afholde Næver Ending Stories i år på grund af Coronavirus...

Men vi kan heldigvis noget andet.

Mens vi venter

Under overskriften Waiting for Næver Ending Stories vil Næstved Bibliotek gerne invitere til en række spændende arrangementer med bogaktuelle forfattere og musikalske ordsmede, mens vi venter på Næver Ending Stories 2021.

Allerede til efteråret 2020 åbner vi dørene for Iben Mondrup, der i år udgav den stor-roste roman Tabita, Kristian Bang Foss, som fik en stormende succes med Frank vender hjem, og den unge forfatter Liv Nimand Duvå, som høstede massevis af anmelderstjerner for Rosenreglen.

Tre forfattere i efteråret

D. 10. september fortæller Iben Mondrup om Tabita og konsekvenserne af den danske adoption af grøndlandske børn i 1960’erne. Romanen er en psykologisk og rørende thriller, der aktualiserer diskussionen om adoptionerne og magforholdet nu og i fortiden mellem de to lande.

D. 2. oktober sætter Liv Nimand Duvå fokus på Rosenreglen, der beskriver en ung kvindelig kunstner, der som barn blev udnyttet af en voksen mandlig fotograf. Romanen er et meget tæt psykologisk, fremragende skrevet, blik på den slags ulige relationer mellem en ældre mand og en pige under den seksuelle lavalder, og på de konsekvenser, de kan have.

D. 22. oktober fortæller Kristian Bang Foss om Frank vender hjem, der beskriver de sociale forskelle i det danske samfund, som stadig, og måske i stigende grad, hersker. Hovedpersonen Frank har i hvert fald meget svært ved at slippe sin sociale arv, hvilket resulterer i både nogle meget sjove og tragiske situationer.

Hold øje med flere spændende arrangementer fra Waiting for Næver Ending Stories her på hjemmesiden og på facebook og vær med, når vi fejrer ordkunsten - selvfølgelig stadig med afspritning og sikkerhedsafstand for øje.

Du kan allerede nu tilmelde dig foredraget med Iben Mondrup her

Mærk Næstved

Waiting for Næver Ending Stories er støttet af Mærk Næstved og Næstved Kommune. 
 

  • Bog

Tabita

Af Iben Mondrup (2020)
I 1960'erne tager Eva og Berthel to børn med sig fra Grønland, som de adopterer. Børnenes savn er stort og de voksnes forhold til hinanden er skrøbeligt. Alt er ikke idyl og især forskel i kultur er svær
Bog
  • Bog

Rosenreglen : roman

En ung kvinde flytter i kollektiv for at arbejde på sin performance til Aarhus Kunsthal. Men i arbejdet med kunsten indhenter fortiden hende
Bog
  • Bog

Frank vender hjem : roman

Frank, fra en fattig arbejderfamilie, møder på universitet Thea, der kommer fra en rig familie. De bliver kærester og venter barn. Kort inden termin forsvinder Frank, og da han kommer hjem er det med en meget usandsynlig historie
Bog
Waiting for Næver Ending Stories
Waiting for Næver Ending Stories
14.08.20