Besøg drømmenes bibliotek på årets kulturnat

19.09.18
Med udgangspunkt i årets tema "Mærk Næstved drømmer" inviteres du indenfor på biblioteket til en drømmeaften, hvor du kan slappe af og komme ned i gear inden weekenden.

Under årets kulturnat på Næstved Bibliotek, fredag d. 5. oktober, kan du blandt andet dykke ned i helt unikke koncerter på instrumenterne hang og du kan få tydet dine drømme og lære hvordan du kan bruge meditation i dagligdagen. Du kan desuden, sammen med dine børn, være kreativ i Ålestokgårdens drømme-stande. Og endelig kan du også møde Talentskolens skuespilelever imellem boghylderne til nogle stærke, personlige og intime fortællinger.

Koncert i drømmenes tegn på "drømmeinstrumenter"
Er kulturnatten blevet en smule hektisk og trænger du til at drømme dig væk? Så skal du ikke snyde dig selv, svigermor, ungerne eller naboen for to fantastiske koncerter, hvor du kan drømme dig væk fra hverdagens stress og jag og ind i et fantastisk lydunivers. De tre musikere: Benjamin Barfod på hang, Thulla Wamberg på theremin og Ulla Britt Simonsen på vokal, vil sammen skabe et unikt drømmeunivers af lyd på de særlige instrumenter.
Koncerterne afholdes kl. 18.15 og 20.15 under drømmefangerne i loungen.

Kom til at ligne en drøm eller lav en drømmefanger
Tag dit barn/dine børn med på biblioteket og prøv ansigtsmaling, lav en drømmefanger eller tegn dine drømme. Til slut kan I få taget et billede af det I har lavet i en verden af drømmefanger og sommerfugle. Drømmeaktiviteterne laves sammen med elever fra Ålestokgården, Næstved Produktionsskole.
Aktiviteterne foregår Kl. 16-20 i børnebiblioteket.

Drømmenes Kraft - workshops om drømmetydning
Mirza Mølgaard har arbejdet med drømmetydning i over 30 år og er forfatter til bogen Drømmenes kraft. På kulturnatten holder hun to workshops, hvor det bl.a. vil være muligt at komme med spørgsmål om sin egen drøm og få professionel hjælp af Mirza til at forstå - på en enkel og jordnær måde - hvad den kan fortælle.
Workshops afholdes Kl. 18:30-19:30 og igen kl. 20:00-21:00 på Lille scene.

Pop-in meditation - indre energibalance og drømmerejser
Grib chancen for at komme ned i gear og prøve noget nyt! Claus Grønlund guider dig gennem to forskellige korte øvelser: Øvelser i koncentration, fordybelse og indre energibalance eller øvelser i visualisering og drømmerejser.
Kl. 18:00-18:15 og igen kl. 19:00-19:15: Øvelser i koncentration, fordybelse og indre energibalance
Kl. 18:30-18:45 og igen kl. 19:30-19:45: Øvelser i visualisering og drømmerejser
Øvelserne foregår i salen og der er plads til 15 personer pr. øvelse - medbring gerne liggeunderlag/tæppe.

Oplev skuespilelever fra Talentskolen mellem bogreolerne
Talentskolens skuespilelever inviterer dig til Human Specific inspirerede one-to-One møder med stærke, personlige og intime fortællinger imellem boghylderne.
Kl. 19-21 bag KVIK-skranken.

Der kan købes kaffe, the og DRØMME-kage i bibliotekets baristacafé, som drives af Ålestokgården hele aftenen. 

Vel mødt til en aften i drømmenes tegn, klokken 16-21, på biblioteket.

Bemærk: Udover det annoncerede vil der være overraskelser.