AI - tre personer taler om kunstig intelligens. Foto: Nguyen Dang Hoang Nhu for Unsplash.
AI - tre personer taler om kunstig intelligens. Foto: Nguyen Dang Hoang Nhu for Unsplash.

Gratis konference: Sådan styrer techgiganterne og kunstig intelligens din adgang til viden på nettet

21.03.24
Deltag gratis eller se livestream fra konferencen d. 3. april kl. 15-17.30.

Denne konferencen er arrangeret af Lex, Danmarks nationalleksikon, i samarbejde med Danske Universiteter, Danske Professionshøjskoler, Danske Gymnasier, Danmarks Biblioteksforening og Danske Medier.

Baggrund for konferencen
I dag googler vi, når vi søger viden, og vi har en forestilling om, at søgemaskinerne giver adgang til al indhold på nettet. Men sådan er det langtfra. Dels er det ikke teknisk muligt for søgemaskinerne at finde alt indhold, dels prioriterer de, hvilket indhold vi skal møde.

Samtidig ved vi nu, at kunstig intelligens vil revolutionere vores søgning efter viden. I fremtiden vil samtalerobotter levere skræddersyede svar og anbefalinger baseret på vores præferencer og adfærd. På den ene side vil det skabe en mere interaktiv og personlig oplevelse, hvor vi kan få svar uden at skulle navigere gennem lange søgeprocesser. På den anden side vil vi måske ikke længere kende hverken kilderne eller afsenderne på den information, vi får leveret.

Alt i alt skaber den manglende sikkerhed om vores adgang til viden utryghed. Knap to ud af tre danskere er bekymrede for mis- og desinformation, og om algoritmerne giver os et skævt billede af aktuelle begivenheder. Men hvordan fungerer søgemaskinerne? Hvad kan du selv gøre for at finde frem til troværdig viden? Og hvor er der brug for, at samfundet sætter nogle rammer og sikrer fri og uhindret adgang til viden?

Alt dette bliver du klogere på på Lex’ årlige konference om digital informationssøgning.

Deltag i konferencen og forstå forandringerne og hvordan du får adgang til viden i en fremtid, hvor algoritmer og kunstig intelligens bliver endnu mere styrende for, hvad vi kan finde på nettet. 

Konferencen finder sted den 3. april kl 15.00-17.30 på Københavns Universitet. Du kan deltage ved fysisk fremmøde eller online, og det er gratis at deltage. Du tilmelder dig konferencen på mere.lex.dk, hvor du også kan se hele programmet for konferencen - klik her.

Om Lex.dk
Lex.dk er Danmarks nationalleksikon. Sitet er frit tilgængeligt for alle og indeholder opslagsværkerne Den Store Danske, Trap Danmark og en række specialværker som Dansk Biografisk og Dansk Kvindebiografisk Leksikon, Danmarks Oldtid, Danmarkshistorien, Gyldendals Teaterleksikon, Symbolleksikon og Historien om Børnelitteratur.