En håndsrækning til forældre med hjemsendte børn

Af Anonym (ikke efterprøvet)
28.01.21
Danmark har været lukket ned på grund af Covid-19 i lang tid nu. Hjemmearbejde, onlinemøder og børn der skal gå i skole hjemmefra begynder virkelig at trække tænder ud.

Har du dine børn i hjemmeskole? Og er du i syv sind over hvad du skal stikke dem at læse, når der står ”boganmeldelse” eller ”frilæsning” på skemaet?

Fortvivl ej! Her er et par gode websites med ebøger og lydbøger, og nogle steder at søge inspiration til læsning online, som vi vil anbefale dig og dine børn.

Har I brug for hjælp til at finde litteratur med et bestemt lix-tal, er der også hjælp at hente online.

Gode websites til læsning online

eReolen GO er bibliotekernes ebøger og netlydbbøger til børn. Sitet er gratis at bruge, og børnene kan logge på enten med UNI-log ind eller deres biblioteksbruger.
På eReolen Go kan I finde inspiration til gode bøger og downloade ebøger og lydbøger til jeres mobil eller tablet.

Find eReolen GO her eller download den som app på mobil eller tablet.

Gratis Børnebøger er et site, hvor syv af landets sejeste børnebogsforfattere stiller deres bøger gratis til rådighed i skoleferierne. De har været så søde også at give adgang her under nedlukningen.
De syv forfattere har stillet sig selv spørgsmålet: ”Hvor meget kan man få touchscreen-generationens børn til at læse, hvis bøgerne er lige så lette at gå til som en video på Youtube?” – og så har de sammen skabt Gratis Børnebøger.

Man kan ikke downloade bøgerne på Gratis Børnebøger, da det endnu ikke er lykkes forfatterne at finde en tjeneste, som tilbyder en teknisk løsning til det, som er gratis.

Inspiration til læsning online

Se eller lyt jer til inspiration til, hvad børnene har lyst til at læse.

På YouTube kan I følge eReolens YouTube kanal, hvor den sjove nye serie ”Suget ind” ligger.
Eller I kan kigge ind på Bogtube, hvor Hanne anbefaler en lang række børnebøger.

I kan også lytte til podcasten Læsehjørnet, hvor børn fortæller om gode bøger, som de har læst. Eller opleve børnebibliotekarer fra hele landet fortælle om gode bøger i digitale booktalks. Begge dele ligger på eReolen GO.

Lette bøger med lix-tal online

Biblioteksbanden er Odsherred Bibliotekernes websted for børn. På sitet ligger der en rigtig god lix-guide, som kommer med forslag til bøger med det lix-tal, man vælger øverst på siden. Klikker man på en bog, kommer man direkte ud på eReolen GO, hvor man kan låne og downloade bogen.

Forlaget Straarup & Co har lavet en oversigt over deres lette bøger fordelt på klassetrin. Alle titlerne linker til eReolenGO, så bogen kan læses på mobil eller tablet. Til mange af bøgerne kan man også hente elevopgaver.

Skulle I have brug for at stille spørgsmål til en af os, der arbejder i børnebiblioteket, kan I sende os en mail på bibb@naestved.dk.

Rigtig god læselyst online indtil vi kan ses på biblioteket igen.