Logo for Filmstriben.dk
Logo for Filmstriben.dk
Foto fra filmen Næste stop
Foto fra filmen Næste stop

Nye danske kort- og dokumentarfilm

15.01.18
På bibliotekernes online-filmtjeneste Filmstriben finder du blandt meget andet en lang række kort- og dokumentarfilm, som ikke er tilgængelige andre steder.

”Næste stop” (2017) er filmen om studenten Siv og hendes alkoholiserede mor. Siv er på vogntur med sine klassekammerater for at fejre, at de netop er blevet studenter. Det burde være den bedste dag i hendes liv, men i stedet kommer det til at være en kamp for Siv om at opretholde både sin egen og sin mors værdighed foran hele klassen.

”Barn af umulig kærlighed” (2017) er en dokumentarfilm om Maria Berg, en ambitiøs ung kvinde, der er vokset op hos sin mor Ruth, som er Jehovas Vidne. Hun har kun haft meget sporadisk kontakt med sin libanesiske far, så Maria påbegynder derfor en rejse for at finde de manglende brikker i sit liv og komme tættere på sin far.

”Venus” (2017) starter ud med at handle om to kvindelige instruktører, der efterlyser kvinder til erotisk film. 100 nysgerrige kvinder reagerer på annoncen og dukker op til en audition, men dagen tager en uventet drejning. Langsomt begynder kvinderne at overtage de planlagte interviews med deres meget personlige, humoristiske og filosofiske fortællinger om deres seksualitet.

Se filmene på Filmstriben.dk