Om dette arrangement

Tid
10:00 - 11:00
Pris
Gratis
Bibliotek

Mandlige seniorer holder hjernen frisk

Næstved Bibliotek starter endnu en række af Hold Hjernen Frisk aktiviteter over 8 uger. ”Mænd, Motion og Mental sundhed – kulturelt samvær og aktiviteter i naturen” henvender sig til mænd i alderen 60-75 år, som er på efterløn eller pension.

Rekrutteringen til projektet foregår i samarbejde med Næstved Sundhedscenter, men der er brug for flere mandlige seniorer i alderen 60-75 år, der for nylig er gået på efterløn eller folkepension.

I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Mange får derfor flere aktive år, efter de går på pension. Men hvordan holder vi vores hjerne frisk så længe som muligt? Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer; og det er aldrig for sent at gå i gang!

Sidste efterår deltog 18 mandlige seniorer sammen med to bibliotekarer fra Næstved Bibliotek og Borgerservice i en lightudgave af det innovative pilotprojekt, Hold Hjernen Frisk, støttet af Nordea-fonden. Og det er med alle erfaringerne fra sidste omgang, at bibliotekarerne Jens Kryger Nielsen og Vibeke Sølling har planlagt endnu en række aktiviteter, som skal køre i efteråret.  

Projektet omsætter forskningsbaseret viden til konkrete aktiviteter, der kan inspirere seniorer til at holde hjernen frisk – hele livet. 
I løbet af de 8 uger bliver deltagerne udfordret i naturen af bevægelse, hjernegymnastik og et nyt fællesskab. Allerede tirsdag den 22. august kl. 10.00-11.00 er der en kort intro, hvor deltagerne mødes over en kop kaffe/te på Næstved Bibliotek.

Gåture, fællessang, højtlæsning og minder 
Bibliotekarerne Vibeke Sølling og Jens Kryger Nielsen har sammen med relevante samarbejdspartnere planlagt et forløb med mange gode aktiviteter. Fællessang, gåture i Næstveds dejlige natur, højtlæsning og en kop kaffe/te er faste indslag. Gåturene vil blive kombineret med forskellige indslag, som sætter hjernen i gang, f.eks. en byvandring, god snak om minder og højtlæsning af fortællinger og digte, hvor tanker om teksten og livet deles.  

Kunst, gamle plader, skovture og fællesskab
En del af forløbet foregår på Kunsthal Rønnebæksholm, hvor deltagerne bl.a. får mulighed for at se på kunst, synge, tale om litteratur og ikke mindst nyde den skønne natur i området. Vi taler også om søvnvaner og hvilken kost en frisk hjerne behøver.

Hvornår foregår det?
8 tirsdage fra kl. 10.00-12.00
Start tirsdag den 29. august og slut tirsdag den 24. oktober.
Der er en kort intro tirsdag den 22. august., kl. 10-11, hvor deltagerne mødes over en kop kaffe/te i Salen på Næstved Bibliotek.Forskellige steder i Næstved

Hvor foregår det?
Forskellige steder i Næstved, bl.a. Kunsthal Rønnebæksholm, Dybsø Naturskole, Medborgerhuset i Næstved samt Næstved Bibliotek. Naturen omkring Næstved. 
Vi starter op tirsdag den 29. august med en lille reception ved Dråben” ved Næstved Bibliotek.  

Fakta: I Hold Hjernen Frisk, omsatte projektpartnerne DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Sangens Hus og Dansekapellet forskningsbaseret viden til engagerende og fællesskabsskabende aktiviteter for seniorer omkring pensionsalderen og udbredte eksisterende viden i forskellige formater. DGI var leder af projektet, som løb fra 2017 og blev afsluttet med udgangen af 2022. 

Tilmelding til Vibeke Sølling på: visje@naestved.dk eller Jens Kryger Nielsen på: jknie@naestved.dk, senest fredag 30. juni kl. 12.00.

Der er plads til 20 deltagere på holdet. Du vil få besked, om du er blandt de heldige senest i uge 27.