Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Rønnebæksholm
Rønnebæksholm 1
4700 Næstved
Sted
Rønnebæksholm
Arrangører
Næstved Bibliotek, Rønnebæksholm
For hvem?

Poesi og at blafre i vinden

I kunstner og forfatter Melanie Kittis Rønnebæksholm-udstilling Kippar efter vinden. (ledsen och klumpig) afholder vi fælleslæsning under temaet ’at blafre i vinden’.

Rønnebæksholm og biblioteket arbejder sammen under overskriften FællesRum, og denne aften lader vi os inspirere meget direkte af udstillingsrummet.

Melanie Kitti er uddannet fra både Forfatterskolen i København, Det Kongelige Danske Kunstakademi og Kunstakademiet i Oslo, så vi skal udforske det fællesskab der naturligt opstår mellem hendes kunst og poesi. Udstillingens titel refererer bl.a. til en opbrudthed, der går igen i Kittis kunstneriske udfoldelser, ligesom den henviser til en følelse af at føle sig utilstrækkelig og uden ståsted, som mange af os nok kan genkende. De motiver og sikkert mange andre skal vi selvfølgelig udforske gennem poesien og kunstens forunderlige verden.

Med udgangspunkt i metoden guidet fælleslæsning vil vi sammen læse og samtale om ca. 3 digte, og efter oplæsning af hvert digt vil vi snakke om hvordan digtene rammer os, og hvordan vi forbinder dem med temaet. Vi vil lade os guide af poesiens evne til at åbne for forståelsen af vores egne og andres oplevelser af det læste. Kan vi spejle os i det vi læser? Hvad overrasker os? Hvordan adskiller vores oplevelser sig fra hinanden?

Samtalen indledes og guides af kulturformidler Sigurd Dam, men målet er at skabe en flydende samtale hvor deltagerne selv tager agens og gerne bringer egne erfaringer og/eller læsninger op. Der er ingen forberedelse, og man behøver ikke at have nogen særlig viden om hverken digte, kunst eller vind. Det vigtigste er, at man har lyst til at læse nogle interessante tekster og måske byde ind med egne tanker, lytte til hinanden og sammen overveje det vi læser.

Arrangementet er det sidste i en større række lavet i samarbejde mellem biblioteket og Rønnebæksholm. Vi ved endnu ikke hvad foråret præcist bringer, men det er helt sikkert ikke sidste gang vi læser digte sammen på Rønnebæksholm.