Foto: Simone Lilmoes / Gyldendal Medie

Om dette arrangement

Tid
10:00 - 11:30
Pris
Gratis
Bibliotek

Lea Marie Løppenthin: en fælles maskine

Lav digte med løsrevne sætninger som byggeklodser som en udløber af projektet Pandemipoesimaskinen.

Pandemipoesimaskinen består af en række linjer, som forfatter Lea Marie Løppenthin har nedskrevet under Covid-19 pandemien. Linjerne er ikke skrevet med et overordnet tema, men delt op i en række kategorier, herunder “Arbejde” “Køn” “Vejr” “Mad”, med flere. Covid-19 Pandemien, som har lagt navn til maskinen, dukker indimellem op som et vilkår i disse tekster, som et slags filter eller net af betydning, der er lagt ned over verden. Løppenthin udtaler selv: ”Sådan kan jeg selv bedst italesætte og forstå globale fænomener, være det klimakrise, sygdom eller krig: Ikke som noget der er til stede hele tiden alle steder, men som noget vi støder på indimellem, som noget, der er blevet en del af vores infrastruktur”. 

I vores workshop skal vi lave en slags analog maskine ud fra fundne sætninger i aviser, sms-beskeder, sedler på en opslagstavle, og andre digte, som vi sidenhen kan skrive vores digte ud fra. Workshoppen sætter fokus på det multimodale, både i læsning og tekstproduktion, som fremmer deltagernes forståelse af en kompleks, medieret virkelighed. Tekstproduktionen tager udgangspunkt i kreative arbejdsprocesser, der udfordrer og inspirerer deltagerne til selv at gribe pennen.  Læsningen tager udgangspunkt i helt nye og unikke tekster fra forfatterindens hånd, og som aldrig er blevet udgivet før.

Obs: dette arrangement er fuldt booket, og ingen yderligere tilmelding er mulig.

Lea Marie Løppenthin
Lea Marie Løppenthin er uddannet fra Forfatterskolen i 2013 og debuterede i sommeren 2014 med den anmelderroste digtsamling ”Nervernes adresse” – om at være et nervøst menneske i verden, sjovt pandehår mm. Som titlen antyder, er Løppenthin en forfatterinde med tæft for at skabe originale ordbilleder og stemninger. I 2014 blev hun shortlistet til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Løppenthin har senest udgivet romanen ”Sæson” (2019), der arbejder med den græske myte om årstidsgudinden Demeter og Persefone. Foto: Simone Lilmoes / Gyldendal Medie 

En del af festivalen Næver Tell
Næver Tell er Næstveds nye kulturfestival med fokus på gadekultur og ord. Til Næver Tell kan du opleve et stærkt lineup af musikere, komikere, forfattere – og mange flere. Festivalen finder sted i hjertet af Næstved. Læs mere på Instagram @naevertellfestival og på www.naesbib.dk/naever-tell. Bag festivalen Næver Tell står Næstved Bibliotek og Borgerservice, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Ungdomsprojekhuset JB10, Talentskolen og Cityforeningen med støtte fra Mærk Næstved.