Om dette arrangement

Tid
10:00 - 13:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Sted
Salen
For hvem?
Arrangør

Byttemarked Næstved fejrer 10 års jubilæum

Vi holder endnu engang byttemarked på Næstved Bibliotek i Salen på 1. sal, hvor du kan bytte dig til ”nyt”. Vi kan ikke love dig, hvad du kan finde, men vi kan love dig, at det bliver hyggeligt. Du får mulighed for at finde mange fine genbrugsting. Og måske er der lidt lækkert til ganen, i dagens anledning.

Ti år er gået siden det allerførste byttemarked i Næstved blev en realitet. Det var svært at finde gratis lokaler, men en frivillig banede vejen til det gode samarbejde, som Cecilie nu har med Næstved Bibliotek. Og i dag afholdes der 3-4 byttemarkeder på Næstved Bibliotek om året.

Måske tænker du, hvad er et byttemarked - og hvordan foregår det? Byttemarked er en gratis og miljøvenlig begivenhed, hvor du gratis kan bytte til ”nyt”, og, hvor du kan være med til at gavne miljøet ved at udnytte de ressourcer, vi er omgivet af i hverdagen.

Giv, hvad du har – tag, hvad du kan bruge
Din ”adgangsbillet” for at deltage er, at du selv medbringer en pose (eller mere) med ting og tøj, der stadig er i fin stand og som har en værdi for andre. Derfor hører tøj med pletter/huller, køkkenting, der mangler en dims og udtrådte sko, ikke til på vores byttemarked, det skal du i stedet for, aflevere til storskrald.

Du skal selv fordele dine medbragte ting, og placere dem i de rette kategorier. Har du brug for hjælp, så spørg endelig en af de frivillige. Derefter kan du gå på opdagelse på byttemarkedet og gratis tage de ting med hjem, som andre byttere har medbragt. Det kan være godt at mærke efter og tænke: ”tager jeg det, fordi det er gratis, eller fordi det er noget, jeg rent faktisk kan bruge”, siger Cecilie, som står bag byttemarkederne på Næstved Bibliotek, og gruppen Byttemarked Sydsjælland og øerne.  

Du kan medbringe ALT
Så længe det er brugbart for andre, er det kun fantasien, der sætter grænser. Derudover vil de almindelige kategorier som babyudstyr, legetøj, spil, tøj, sko, nips, køkkenting, boligting, småt tidssvarende elektronik, smykker, makeup/cremer, der er i orden, små møbler fx børnestole, potteplanter og frugt fra haven mm. også kunne medbringes. 

Den eneste begrænsning er, at det skal være ting, du kan bære hjem i poser. fx en stor pose med lynlås/blå Ikea pose. Derfor modtager vi ikke store møbler og gamle TV og elektronik, som i stedet for skal afleveres på en genbrugsstation. Find ting til din egen husstand og evt. et par gaver. Som udgangspunkt kan du tage alt det, du og din husstand, kan bruge. Det er altid et skøn, og i sidste ende er det arrangøren, der sætter en grænse, hvis enkelte tager rigtig meget. Du må tage til din egen husstand og evt. et par ting til gaver, men tingene fra byttemarkedet, er IKKE til videre salg, og hamstring accepteres ikke. Medbring fx en stor pose med lynlås – når den er fyldt, så har du sikkert fået nok med hjem. 

Ekstra hænder er velkomne
Byttemarkedet er drevet af frivillige i samarbejde med Næstved Bibliotek. Der kan altid bruges ekstra hænder til at byde velkommen, holde orden og rydde op på selve dagen. Læs mere på Facebook i gruppen: Byttemarked Sydsjælland og øerne og på byttemarked.nu 
Det næste byttemarked på Næstved Bibliotek afholdes lørdag den 18. november fra kl. 10.00-13.00 i Salen på Næstved Bibliotek (er på 1. sal, men der er elevator). Og det, der bliver i overskud, bliver afhentet af Blå Kors.

Fakta:

Byttemarkedet blev startet op i 2010 i Århus af Nicholas Krøyer Blok og Anna Heinrichsdottir. Nicholas tog idéen med til København, hvor det første byttemarked blev afholdt på Kildevældsskolen, på Østerbro i 2012. Derfra skete der noget. Der kom flere arrangører og Miljøstyrelsen holdt byttedag under kampagnen “Brug mere spild mindre”. Det blev til flere byttemarkeder, både på Nørrebro og Østerbro i 2012. Derefter oprettedes en blog, der senere blev til hjemmesiden ”byttemarked.nu”, hvor folk kan finde information om byttemarkeder. I 2013 tog tingene fart, da Miljøstyrelsen åbnede ”Puljen til Grønne Ildsjæle”, som skulle støtte grønne projekter, herunder udbredelsen af byttemarkeder. Og det var midler fra denne pulje, der finansierede lokalerne til Næstveds første byttemarked. Det blev afholdt hos Næstved Firmasport, lørdag den 1. september 2013. Det blev en succes, som siden har spredt sig som ringe i vandet, fx har affald+, JB10 og andre har prøvet at afholde deres egne byttemarkeder. Og ligeledes har arrangør Cecilie, som har bragt konceptet med til Næstved fra Østerbro, hvor hun er født og opvokset, sparret med flere i forhold til at afholde deres egne byttemarkeder.