UGE17: bibliotekernes verdensmålsuge
Oplev en masse spændende arrangementer for både børn og voksne til bibliotekernes verdensmålsuge UGE17. Byg en bedre fremtid med LEGO-klodser, få ny madinspiration med Nikolaj Kirk, hør Anders Koefod fortælle om plastikædende larver – og meget mere.
Af Redaktionen
Danmarks biblioteker sætter fokus på FN’s 17 verdensmål i en hel uge fyldt med spændende aktiviteter, foredrag og workshops. Kom og bliv inspireret til en mere bæredygtig hverdag, lær om globale udfordringer, og deltag i arrangementer på landets biblioteker for både børn og voksne. Sammen kan vi gøre en forskel – én bog, én idé og én handling ad gangen.
På Næstved Bibliotek har vi planlagt en masse spændende aktiviteter i verdensmålsugen:
Frihed, tid og bæredygtighed – Foredrag om Tømrerlusen Dennis Nielsens vej ud af hamsterhjulet
Dennis Nielsen gik fra en arbejdsuge på 60 timer hos Bestseller til bare 18 timer i egen virksomhed. Hør hvordan man kan leve mere bæredygtigt, uden at miste livskvalitet.
Dato, tid og sted: mandag 20. april kl. 19-21 på Lille Scene.
Fødevarekvalitet og bæredygtighed – Foredrag med Nikolaj Kirk
Er du klar til at blive udfordret, inspireret og få ny madinspiration til køkkenet og verden omkring dig? Kom med på en tankevækkende og energisk rejse, når eventyrer, kok, forfatter og tv-vært Nikolaj Kirk lægger vej forbi Næstved Bibliotek med foredraget ‘Fødevarekvalitet og bæredygtighed'.
Dato, tid og sted: tirsdag den 21. april kl. 19-21 i Salen.
Der er håb endnu – bæredygtighed, verdensmål og klima i børnehøjde – Foredrag med Anders Koefod
Selvom naturen er presset, er der også mange gode nyheder, og måske ser fremtiden endda helt lys ud? Der er flere tigre, bjerggorillaer og havskildpadder nu, end der var, da dine forældre var børn. Og der er flere gode nyheder. Kom og hør hvordan hvaler skider verden bedre. Hvordan larver æder plastik, og træer forhindrer Nordpolen i at smelte.
Dato, tid og sted: torsdag den 23. april kl. 17-18 i Salen.
LEGO® Build the Change – kreativ workshop for børn
I uge 17 kan børn være med til at finde på løsninger til aktuelle udfordringer ved at bygge med LEGO®. Konceptet hedder ”LEGO® Build the Change”, og formålet er at give børn i Næstved mulighed for at skabe idéer til en mere bæredygtig fremtid.
Dato, tid og sted: alle hverdage i uge 17 kl. 14-16 samt lørdag den 25. april kl. 11-13.
UGE17 er en landsdækkende temauge med fokus på FN’s 17 verdensmål. UGE17 tager afsæt i en national og fælles kampagne med fokus på folkelig forankring, borgerinddragelse og oplysning om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Temaet for UGE17 er i år “MAD – Fødevarer, Forbrug og Fællesskaber”.