Sommerbogen
Sommerbogen

Sommerbogen 2023

22.05.23
De Danske Børnebiblioteker inviterer alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence, Sommerbogen 2023.

Bag konkurrencen står De Danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens fornemmeste opgave – nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i sommerferien.

Tusindvis af børn deltager hvert år i kampagnen, der altså med stor succes får børnene til at læse mere og dele de gode oplevelser med hinanden. De seneste år har Sommerbogen oplevet en kolossal opbakning fra biblioteker og børn – hele 89 kommuner var sidste år repræsenteret på Sommerbogskortet, hvilket førte til en rekord deltagelse på mere en 12.000 børn!

Læs og løs udfordringer
For at øge læselysten og læseglæden er kampagnen bygget op om en række udfordringer, som børnene skal løse mens de læser eller lytter til en bog 

Nogle af udfordringerne er lidt skøre og sjove. Fx skal man: ”læse eller lytte mens man spiser en is” eller ”læse under dynen” eller ”læse en bog på en anderledes måde eller et skørt sted”.
Der er også mere klassiske udfordringer, som fx: ”lyt til en lydbog”, ”læs et eventyr” eller ”læs en sørgelig bog”.

Børnene skal læse minimum tre bøger, og inden start skal de hente et udfordringsark på det lokale bibliotek.  På arket finder man de 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrad – børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i konkurrencen (lodtrækning).

Præmier
Selvom sommerbogen er en konkurrence, gælder det ikke om at læse mest eller hurtigst. Alle kan være med uanset læseniveau. Det vigtigste er, at man gør en indsats. Hvis man har svært ved at læse, kan man også lytte til en bog, eller få den læst højt af en voksen.  Det er læseglæde og læselyst, der er i fokus og det kan forældre og voksne bakker op om, ved at gøre det sjovt og spændende og gerne deltage med nysgerrige spørgsmål, kommentarer og støttende hjælp, hvis der er brug for det.

Alle deltagende børn er med i lodtrækningen om 3 hovedpræmier, hvor de får lov til at ”tømme en boghandel” på 5 minutter.

På Næstved Bibliotek og Borgerservice har vi yderligere præmier til de deltagende børn. Nemlig en bogpræmie og en lodtrækning om fire præmier fra Langes Bog og Ide blandt alle deltagere. Det kræver blot, at man afleverer sit udfyldte udfordringsark på et af bibliotekerne i Næstved Kommune i den betjente åbningstid.

KONKURRENCEN KORT:

  • Man kan deltage i Sommerbogen fra den 9. juni til den 19. august
  • For alle børn mellem 6 og 15 år
  • Børnene henter et udfordringsark på biblioteket
  • Børnene læser 3 bøger og løser 10 læseudfordringer
  • Børnene udfylder de 3 anmeldelseskort på bagsiden af udfordringsarket
  • Børnene afleverer det udfyldte ark på biblioteket i den betjente åbningstid senest den 19. august
  • Børnene kan nu vælge en boggave og deltager i lodtrækningen om en lokal præmie samt i lodtrækningen om en af de 3 hovedpræmier

Du kan også udfylde skemaet til Sommerbogen 2023 online her. Men husk at det stadig skal printes og afleveres på biblioteket når det er udfyldt. 

OBS: Bibliotekerne i Fensmark, Fuglebjerg, Korskilde og Glumsø er uden betjening i juli måned, så her kan udfordringsarket først afleveres fra 1. august.