Bibliotek
Næstved BibliotekI samarbejde med
HICSUM, Herlufsholm International Chamber Music FestivalHvordan lever myterne videre gennem musikhistorien? Hvorfor vender komponister igen og igen tilbage til fortællinger om guder, skæbne, kærlighed, naturkræfter og forvandling? Og hvorfor får myterne en særlig opblomstring i romantikken?
Det er nogle af spørgsmålene, publikum kan opleve udfoldet, når HICSUM, Herlufsholm International Chamber Music Festival, inviterer til offentligt foredrag på Næstved Bibliotek torsdag d. 26. juni kl. 15–16.
Her mødes oversætterne og litteraterne Jørgen Monrad og Judyta Preis til en samtale om myter i litteratur og musik, og om hvordan fortællinger fra antikken og den europæiske kulturarv fortsat præger kunsten i dag.
Samtalen tager blandt andet afsæt i årets festivalprogram, hvor mytestoffet optræder i mange former. Fra Liszts og Robert Schumanns fortolkninger af Lorelei-skikkelsen til Gounods Faust og de mere gådefulde og overnaturlige spor i værker som Beethovens “Geistertrio” og Mahlers Das himmlische Leben.
Arrangementet fungerer som optakt til årets Herlufsholm International Chamber Music Festival 2026, der finder sted 5.–10. juli under temaet Musik mellem myter.
Foredragsholderne har netop modtaget Oversætterforbundets ærespris for deres mangeårige arbejde med litterær oversættelse af europæisk litteratur og kultur. Jørgen Monrad er desuden fast anmelder ved Weekendavisen.
Festivalleder Martin Hamann glæder sig over samarbejdet:
“Det er en stor ære at få besøg af Jørgen Monrad og Judyta Preis. Årets festival kredser om myter, fortællinger og transformationer i musikken, og deres perspektiver åbner netop det kulturelle og litterære rum, som mange af værkerne udspringer af.”
Arrangementet er gratis og åbent for alle.
Foredraget er støttet af Statens Kunstfond.