Planlæg dit besøg på Fuglebjerg Bibliotek
Vi glæder os til at få besøg af dig. Her har vi samlet en række praktiske informationer, som kan være relevante for dig før og under dit besøg.
Ankomst
Adressen er Byagervej 1, 4250 Fuglebjerg.
På parkeringspladsen foran biblioteket er der 2 timers parkering, og der er 2 handicappladser. Der er trapper og rampe op til biblioteket fra parkeringspladsen. Der er også 2 ladestandere til elbiler.
Ankommer du med offentlig transport, anbefaler vi dig at benytte rejseplanen.dk.
Adgang og elevatorer
Fuglebjerg Bibliotek ligger i grundplan. Der er er adgang via automatiske skydedøre. I den selvbetjente åbningstid kan du kun komme ind, hvis du er oprettet som låner på biblioteket. Scanneren til den selvbetjente indgang sidder til venstre for indgangspartiet i ca. 1 meters højde.
Indenfor er der niveaufri adgang til hele bibliotekets samling, samt Borgerservice.
Førstesalen i huset rummer mødelokaler, køkken og 2 studierum. Der er ikke elevator til førstesalen.
Toiletter
Vi har kønsneutrale toiletter, samt pusleplads. Der er desværre ikke handicaptoiletter. Dørene ind til toiletterne er 80 cm brede.
Hjælpemidler
Vi er bevidste om, at ikke alle handicap kan ses, og vi er en del af Solsikkeprogrammet. Solsikkesnore udleveres gratis og uden spørgsmål i betjent åbningstid. Læs mere om solsikkeprogrammet her: Få en Solsikkesnor på biblioteket.
Førerhunde og servicehunde, der ledsager deres ejer, er velkomne på biblioteket. Derudover er det ikke tilladt at medbringe dyr på biblioteket.
Biblioteksrummet
Hovedveje i biblioteket er minimum 130cm og gulvene har fast belægning uden hældning. Indgangene til Temazonen (med faglitteratur) er 94-96 cm brede.
Vi har 2 PC’er stående bagerst i Temazonen. Bordene har ikke hævesænkefunktion.
Udlånsautomater og betjeningsborde har alle hævesænkefunktion. Afleveringsmaskinen har ikke hævesænkefunktion.
Studierum og mødelokaler på første sal kan bookes via dette link: Book lokaler på Fuglebjerg Bibliotek
Avisområdet er placeret i Temazonen tæt ved PC’erne.
Arrangement og Scener
Hvis du er til arrangement, og du har brug for at trække dig, er du altid velkommen til det.
Børnebibliotekets arrangementsområde har plads til maks. 40 børn, og der er projektor. På førstesalen er det store mødelokale udstyret med storskærm og har plads til 25 personer ved café-opstilling og 30 personer ved foredragsopstilling.